Nyhed

Åben Sejlklub: Fællesskab på tværs af Oures tre skoler

15. oktober 2021

Image Article Efterskole Kostgymnasium Højskole Åben Sejlklub

Hver tirsdag afholdes der Åben Sejlklub på Oure. Her kan elever fra efterskole, kostgymnasium og højskole mødes om deres fælles passion for livet på havet.

Der er masser af sejlads på skemaet for Oure-eleverne på både efterskole, kostgymnasium og højskole. Dog er det ikke nok for alle elever. De vil have så meget tid på vandet som muligt og derfor melder de sig hver uge til Åben Sejlklub i Oures sejlbase på Lundeborg Havn.

Åben Sejlklub er for alle sejlelever på Oure og giver eleverne mulighed for at prøve nogle ting af, som der ikke er tid til eller mulighed for i den almindelige undervisning.

Højskoleelev Sarah Pedersen er flittig bruger af Åben Sejlklub, hvor hun sejler laserjolle – en bådtype hun ikke normalt tilbringer ret meget tid i. For hende handler det om at udfordre sig selv og hele tiden udvikle sig indenfor sejlverdenen. ”Jeg sejler normalt J/70 og på højskolen er jeg på Proskipper-linjen, hvor fokus ligger på at lære at sejle sin egen båd og være den der har ansvaret ombord. Så det er noget helt nyt at sejle i den her laser, hvor jeg både kan lære en ny bådtype at kende og hvor jeg tager ansvar fordi jeg jo sidder alene i jollen. Derfor synes jeg det er fedt at være med til den åbne sejlklub”, fortæller Sarah, som har taget orlov fra sit job for at tage uddannelsen som professionel skipper på Oure Højskole.

Image Article Efterskole Åben Sejlklub

Kan ikke få nok af livet på havet

Flere efterskoleelever møder også op til Åben Sejlklub. For dem handler det mindre om at prøve nye bådtyper af, men mere om at få flere timer på vandet. Selvom de har tilbragt hele formiddagen på Lundeborg Havn i forbindelse med deres linjeundervisning, hopper de tilbage på cyklen for at tage turen til havnen igen om eftermiddagen. For efterskoleelev Oskar Tribler er der kun ét fokus: Han skal have så meget sejlads ud af efterskoleåret som muligt.

”Jeg vil bare gerne sejle alt det jeg kan, så jeg siger ikke nej til nogle flere timer på havet, når det nu er muligt. Til Åben Sejlklub er det også ret fedt, at de andre to skoler er her, så man kan kigge lidt opad og høre hvordan det foregår hos dem”, fortæller han.

Fællesskab i fokus

Åben Sejlklub foregår ikke kun på vandet. Elever og undervisere fra de tre skoler spiser også aftensmad sammen på havnen – enten før eller efter de har været på vandet. Og det er her, der kan opstå nogle gode relationer på tværs af skolerne, fortæller sejlunderviser Lærke Marie Sørensen, der er med til at arrangere Åben Sejlklub.

”Det er fedt at se, hvor mange elever, der deltager i vores åbne sejlklub. Når alle tre skoler er repræsenteret, giver det mulighed for, at eleverne kan få en masse god snak på tværs. Selvfølgelig handler det om at komme på vandet for det er de alle sammen vilde med, men den snak der foregår på land, er ret fed at opleve. De deler jo samme passion for at sejle, så der bliver nørdet og talt en masse om sejlads, når vi er samlet, lyder det fra Lærke.

Åben Sejlklub foregår fra skolestart i august og indtil efterårsferien, hvor det bliver for mørkt til at sejle sidst på dagen. Det optages igen i foråret, når de lyse nætter kommer retur.

Image Article Åben Sejlklub