Landevejen 98A
5883 Oure

Mens Arash Mosaddegh gik på Oure Højskole, blev han castet til hovedrollen i DR3-serien, 'Om natten lyver jeg aldrig'.
Arash Mosaddegh: Fra Oure Højskole til tv-serie på DR3
Egentlig lå det Arash Mosaddegh temmelig fjernt at gå på højskole. Han kunne ikke genkende sig selv i reklame-videoer eller beskrivelser af højskolelivet. Alligevel blev det på Oure Højskole, at han fandt sig selv både som person og som skuespiller: Her mødte han en lærer, der ændrede hans syn på sig selv og åbnede hans øjne for, at forskellige verdensopfattelser ikke behøver være en kilde til konflikt men kan være en gave, der gør verden nuanceret og rigere.
Af Kat. Sekjær
For bare et år siden var Arash Mosaddegh i vildrede om, hvad han skulle. Han ville gerne uddanne sig som skuespiller og var kommet ind på en skole i USA, men da det ikke lykkedes ham at få et visum, gik det i vasken. Han var i tvivl om, hvad han skulle stille op - både med alle sine drømme, med sig selv og med fremtiden. Det endte med, at han tog på Oure Højskole, og selvom han blankt indrømmer, at det ikke var hans første valg, blev højskoleopholdet skelsættende for ham:
“Både på det personlige plan og som skuespiller har jeg fået meget ud af det. Lars, som var min lærer, skabte et trygt undervisningsrum, der gjorde, at vi kunne åbne op for nogle historier, vi ellers ikke ville åbne op for. Det skabte en fortrolighed, hvor vi vidste, at vi kunne stole på hinanden. I starten er holdet jo en masse individer, som ikke kender hinanden. Det er meget grænseoverskridende i starten, men det er utrolig givende,” siger Arash Mosaddegh og tilføjer, at den åbenhed var meget ny for ham:
“Det har været en vild rutchebanetur, hvor vi sammen har skabt et sted, hvor man ikke holder tilbage på sine følelser. Det er der mange, der har brug for - og det er der plads til på en højskole. Det var helt nyt for mig. At der var så meget, man faktisk har brug for at få talt ud om.”
Mangfoldighed og mod til at være den, man er
I starten havde han sine forbehold overfor højskoleformen. Det var ikke umiddelbart en undervisningsform, han kendte til, og som dansker med anden etnisk baggrund syntes han ikke, han var repræsenteret i det oplysningsmateriale han havde set. Men det skulle vise sig, at der på Oure Højskole var plads til forskellighed og plads til at være præcis den, man er:
“Mit syn på højskolen har ændret sig. Det er et sted, hvor alle kan være, og hvor vi kan spejle os i hinanden. Det er også et sted, der lærte mig, at man ikke behøver være enige om alting for at kunne være sammen.”
Faktisk kan forskelligheden være en styrke, der gør, at man får et bredere og mere nuanceret verdenssyn. Og hvis man åbner sig for det, kan man også få et andet blik på sig selv, fortæller Arash Mosaddegh. Højskoleopholdet åbnede ham både for at komme i kontakt med en mere sårbar side af sig selv og bruge den side som en styrke, også som skuespiller:
“Jeg har for eksempel taget min sårbarhed og open-mindedness med mig i mit arbejde som skuespiller. Det er ikke kun undervisningen, men også Lars som person, der har lært mig, at jeg ikke skal ændre mig for at tilfredsstille nogen. Det er ikke en skuespilteknik, men mere at man får en forståelse af, hvem man er. Jeg laver det, jeg laver,” siger Arash Mosaddegh og forklarer, at det har lært ham for eksempel i skuespilsammenhænge at finde og trække på sine egne oplevelser og erfaringer, hvis han skal spille roller, han ikke umiddelbart kan spejle sig i.

Arash Mosaddegh på Oure Højskole.
Fra højskole til hovedrolle i tv-serie på DR3
Imens Arash Mosaddegh var på højskole, gik han i hemmelighed til casting på en tv-serie. Det var noget, han holdt lidt for sig selv. Men man skulker ikke fra sin skuespilundervisning, uden at det bliver opdaget:
“Jeg blev nødt til at droppe undervisningen et par gange, og så blev Lars sur, for jeg havde ikke sagt, hvad jeg skulle. Da jeg så fortalte om det - og især da jeg fik hovedrollen, blev han vildt stolt,” fortæller Arash Mosaddegh.
Tv-serien hedder, ‘Om natten lyver jeg aldrig’, og kommer på DR3 i løbet af foråret. Den handler om en ung fyr, som har en hemmelighedsfuld relation til sin familie. Meget mere kan Arash Mosaddegh ikke afsløre, men grundlæggende handler serien om at have noget på spil. Han mener selv, at højskoleopholdet har været medvirkende til, at han har fået hovedrollen:
“Jeg tror ikke, jeg havde fået rollen, hvis ikke jeg havde gået på Oure Højskole. Det er ikke kun undervisningen, men også alle de små ting under opholdet, der har været med til at rykke mig. Det har virkelig hjulpet mig.”
Efter selv at have været højskolelev mener Arash Mosaddegh, at det er noget langt de fleste vil have glæde af:
“Man skal tage på Oure Højskole, fordi man har brug for et sted at udvikle sig og arbejde trygt. Det behøver ikke være fordi, man skal være skuespiller. Men for mig har det at have en lærer som Lars betydet helt vildt meget. For alle unge ligger der et pres på én - hvad skal man blive, og hvordan skal man komme derhen? Der hjælper det virkelig at have en lærer, som tager sig tid til at lytte til, hvad du siger. Det dæmper presset. Og man finder sig selv.”