Jung satte gang i Oure: Intimkoncert for landstræneren

Jung, Skolerne I Oure, Image Article

Hele Danmarks nyslåede verdensmester Nikolaj Jacobsen fik fredag noget af en oplevelse på Oure, da han var eneste publikummer til intimkoncert med det danske hitband JUNG

Corona har sat en stopper for mange koncerter det seneste år. Epidemien har også sendt Skolerne i Oures mere end 1.000 elever og knap 250 medarbejdere hjem. Den store skole på Sydfyn står derfor nærmest tom i disse tider og det betyder, at der fredag kunne holdes en koncert, som ikke blev aflyst på grund af et forsamlingsforbud. Nemlig en intimkoncert med det danske hitband JUNG.

En meget intim koncert med landstræneren som eneste gæst

Fredagens intimkoncert blev afholdt i forbindelse med årets premiere på Take Off, var lidt mere intim end de fleste andre intimkoncerter. Der var nemlig kun en enkelt person som publikum: Herrelandsholdets træner Nikolaj Jacobsen, som er fan af JUNG. Det samme er Skoleleder på Oure, Jasper Gramkow Mortensen, som var glad for, at fredagens koncert kunne blive til noget.

- På Oure er vi fan af Nikolaj Jacobsen, JUNG og Take Off på P4. Så da de tre ting kunne kombineres her på skolen, var vi ikke sene til at rykke på den idé. Hele skolen står jo tom og vi savner i dén grad, at der kommer lidt liv herned, så det var fedt at se JUNG sætte gang i en lille fest, fortæller skolelederen, som gæstede det lille studie til fredagens udsendelse sammen med Oure Kostgymnasiums rektor Kenneth Vennerstrøm og Take Off’s vært Jesper Bæhrenz.

Selvom Jasper Gramkow Mortensen er glad for at kunne lægge rammer til fredagens intimkoncert, lægger han ikke skjul på, at det havde været noget sjovere, hvis de mange Oure-elever kunne have været en del af det på skolen.

- Vi savner alle vores elever og håber meget, at Oure snart kan summe af liv igen. Det havde jo været lidt fedt, hvis vi kunne have holdt en koncert med JUNG for alle vores tusind elever, for så havde der for alvor været fest på Sydfyn. Når det nu ikke kan ske, er jeg dog rigtig godt tilfreds med det setup, vi fik lavet, slutter skolelederen.

JUNG, Skolerne I Oure, Image Article (1)