Ann Lykke Davidsen

Om foredraget
Ann Lykke Davidsen er direktør for den nystartede Radio LOUD, som til manges overraskelse vandt udbuddet om en ny tale-radio i Danmark foran Radio24syv. Radio LOUDS fødsel og Radio24syv død er blevet debatteret heftigt. Hvilke medier skal vi have i Danmark? Hvor skal de placeres? Hvor meget skal politikerne blande sig i mediernes indhold?
I samtale med Skolerne i Oures kunstneriske leder, Lasse Handberg, fortæller Ann Lykke Davidsen om mediernes rolle i Danmark, visionerne for den nye radiostation og om dens tumultariske fødsel.
Ann Lykke Davidsen er uddannet journalist og har tidligere bl.a. været redaktionschef for DR P3 og DR Aktuelt.
Om Ann Lykke Davidsen
Ann Lykke Davidsen er uddannet TV-billedjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2002. Hun startede som journalistpraktikant i DR Ung og blev efter endt uddannelse ansat på DR P3.
Siden har Ann Lykke Davidsen været vært, tilrettelægger, producer, redaktør og sluttede af med at lede hele kanalen som Redaktionschef (2009-2012). I 2015 blev hun ansat som Redaktionschef for DR Aktuelt, hvor hun blandt flere produktioner var øverste ansvarlig for Aftenshowet.
Siden september 2019 har Ann Lykke Davidsen været kanaldirektør i Radio LOUD.