VELKOMMEN TIL SKOLERNE I OURE

VELKOMMEN TIL SKOLERNE I OURE

Skolerne i Oure - Sport & Performing Arts er en selvejende institution, der består af Oure Efterskole, Oure Kostgymnasium og Oure Højskole. Skolerne blev grundlagt i 1987 og udgør i dag Danmarks største kostskolemiljø med mere end 1.000 elever og 250 ansatte. På siden her kan du møde alle medarbejdere, læse om Oures værdigrundlag og meget mere. 

MØD SKOLELEDELSEN HER

MØD SKOLELEDELSEN HER

Mette Romer Søborg

Forstander på Oure Efterskole

Mette Romer Søborg begyndte sin karriere på Oure i 1994 som højskoleelev. Siden blev hun som færdiguddannet folkeskolelærer tilknyttet skolernes sommerkurser og har også været leder på skolernes hotel i de franske alper.

I 2005 blev Mette medlem af efterskolens ledelse og hun blev i 2015 udnævnt til efterskolens viceforstander. Sideløbende med arbejdet på efterskolen har Mette taget en diplomuddannelse i ledelse.

I 2019 blev Mette Romer Søborg forstander for Oure Efterskole.

Livets mest afgørende år
Som forstander for Oure Efterskole er Mette meget bevidst omkring den rolle efterskolen spiller for eleverne i et af deres 'formative år'. De får afgørende betydning for, hvordan man bliver som person, og hvordan man opfatter verden. Det er her, man gør sig de første erfaringer med, hvordan man interagerer med andre som voksen - erfaringer, som kan spille en ganske stor rolle for den måde, man siden tackler livet og dets udfordringer på. Det er også i de år, at ‘vinduet står helt åbent’: Sanserne er stærke, livet er vildt og verden er ny - den er både spændende og skræmmende.

På Oure Efterskole ved vi, at de år, eleverne går her, får afgørende betydning for dem - ganske enkelt fordi de sanser verden med åbent sind og med færre begrænsninger. Det har vi med i alle vores overvejelser, når vi folder et skoleår ud: Vi skaber rum, nærvær og handling i rammer, der både er trygge og udfordrende for de unge, for vi mener, at det netop er de rammer, der kan få spirerne i unge mennesker til at gro. I hver enkelt elev ligger kimen til et voksent menneske.

Som efterskole er vi ikke bare en skole, men også et hjem for eleverne - derfor skal der udover skolegangen også være et frirum hos os, hvor unge mennesker kan folde sig ud som de mennesker, de hver især er. Det er en tankegang, som står i kontrast til det præstationssamfund, der ellers har præget vores samfund og dermed også uddannelsespolitikken de seneste mange år. Man kommer aldrig i mål i et præstationssamfund. Her er ethvert mål et delmål. Det medfører et konstant pres på det enkelte individ og en fare for, at selvom målene nåes, bliver der aldrig en tilfredshed. Præstationssamfundets krav om test, vurdering og optimering er smittet af på skolesystemet, og selvom intentionen er god, kan den ende med at spænde ben for sig selv: Børn og unge diagnosticeres i disse år i højere grad med stress, angst og depression.

På Oure Efterskole vil vi gøre op med den perfekthedskultur, der ligger som en understrøm i præstationssamfundet. Vi ønsker ikke perfektion, vi ønsker menneskelighed med al den skævhed, fejlbarlighed og skønhed, det indebærer. Derfor er det vores ønske altid at udvide horisonten for de unge, at inspirere dem til at inspirere hinanden, at lade kunst møde sport og sport møde kunst. Det er ikke noget, vi tester for - for der gives ikke et pointsystem for livet.

Man kan ikke lave parathedsvurderinger af drømme
Som forstander ser Mette Romer Søborg det som sin fornemmeste opgave at løfte og udvikle unge mennesker både dannelses- og uddannelsesmæssigt. Det forudsætter naturligvis, at de unge er klar til at samarbejde med de voksne, der er omkring dem, og at skolen både er anerkendende og samtidig stiller krav og har forventninger. Alligevel ønsker hun som forstander at gøre op med de parathedsvurderinger, der de sidste par år har været så stort fokus på i skolesystemet

“Skal vi som skole stå i vejen for de unges ønsker? Skal vi bruge store mængder af tid på at vurdere, om unge mennesker er parate eller ikke parate til at forfølge deres drøm?”, spørger hun retorisk og tilføjer

“Eller skal vi bruge tiden på at dyrke relationen og samarbejdet, for derigennem at fremme drømme og muligheder for alle unge? Der hersker ingen tvivl om, hvor Oure Efterskole står i forhold til, hvordan man bedst danner og uddanner unge mennesker: Vi mener, at en skole skal styrke og fremme muligheder og drømme, ikke begrænse og afvikle", lyder det fra forstanderen. 

Det forpligtende fællesskab og frihed under ansvar
Efterskolen som skoleform har vundet frem de seneste mange år. Og det er der mere end én grund til, hvis du spørger efterskoleforstanderen - for efterskolen er en skole for livet.

“Det, som Oure Efterskoles elever står overfor i begyndelsen af et skoleår, er større og mere livsforandrende, end de aner. De træder som enkelte enestående individer ind et helt unikt fællesskab, som det næste år vil være med til at definere, hvem de er - og hvem de former sig til at blive de næste mange år af deres liv,” siger Mette, der af samme grund er meget bevidst om det ansvar, efterskolen har for at skabe de rigtige rammer for eleverne: Det, man møder på Oure Efterskole, er et krævende og forpligtende fællesskab, hvor der skal være plads til alle – både de skæve sider, de enestående og personlige træk, elevernes begejstring og deres fejltagelser. De elever, vi har nu, er opdraget i en tid, hvor individet er i centrum, men her på skolen bliver den enkelte elevs rummelighed og tolerance uden tvivl udfordret, fordi de forskellige individer skal give plads til hinanden i fælleskabet", lyder det fra Mette. 

Det er ikke en opgave, skolen kan løse for eleverne: Den kan skabe rammerne for det, men det er eleverne selv - individer i et socialt fællesskab - der skal lære at leve sammen både i kraft og på trods af hinandens forskellighed. “Det er de unge selv, der skal gøre arbejdet. Det er dem, der skal give efterskolelivet energi, glæde og begejstring. Og det er også de unge, der selv skal tage ansvaret for at få løst konflikter og uoverensstemmelser,” forklarer Mette Romer Søborg og tilføjer, at det er det, vi som mennesker vokser af: “Noget af det vigtigste ved efterskolelivet er for mig begrebet ‘frihed under ansvar’. Men hvad betyder det? Jo, det betyder blandt andet, at man selv har ansvaret for at komme op om morgenen, at man selv tager ansvar for de aktiviteter, man vælger, og at man tager ansvar for de relationer, man indgår i. Og det betyder, at man ikke ringer til far og mor, når der opstår udfordringer. Nej - i stedet tager man fat i en voksen her på skolen, der kan hjælpe. Det er lige så meget elevernes ansvar at slippe far og mor, som det er forældrenes ansvar at slippe deres børn.”

Forvent det uventede - og vær parat til at fejle
På Oure Efterskole anstrenger alle sig for hver dag at yde det allerbedste - for at skabe det bedste efterskoleliv for både elever, lærere og andre ansatte. Efterskolen er et minisamfund, hvor mange ting skal gå op i en større enhed. Det gør det for det meste - men sommetider går tingene ikke som forventet, og dét skal man være forberedt på, forklarer forstanderen.

“Ind imellem fejler vi, og når det sker, ærgrer vi os selvfølgelig. Men så reflekterer vi over det og ændrer kurs - og bliver derved en endnu bedre efterskole. Så her skal man både som elev, underviser, forælder og medarbejder forvente det uventede,” siger Mette og tilføjer, at det i øvrigt er en god tommelfingerregel, når man har med unge mennesker at gøre.

“Forvent at blive overrasket, forvent at blive forundret, men vigtigst af alt – tøv aldrig med at spørge hvorfor, for det er gennem dialog og refleksion, at vi sammen kan stræbe efter det sublime og enestående. Når forældre vælger, at deres barn skal være hos os det næste år, er det den ultimative tillidserklæring. Og forældrene skal aldrig være i tvivl om, at vi er omkring deres børn. Vi bakker op, guider og skubber kærligt til dem, når de skal ud og lære af deres fejl. Vi lover at passe godt på dem og understøtte den vigtige læring, der er i at bevæge sig derhen, hvor alt ikke er fantastisk og sublimt. Det er, når vi begår fejl, at vi bliver klogere, og det er, når vi møder modstand, at vi bliver stærkere. Det gælder i undervisning, i uddannelse, på arbejdet, i relationer – ja, gennem hele livet,” siger Mette og slutter.

"Der, hvor noget ikke går som forventet, hvor vi standser op og reflekterer over, hvorfor det gik, som det gik, og hvad vi kunne have gjort anderledes – det er dér, vi bliver klogere, dygtige og stærkere". 

MØD BESTYRELSEN HER

MØD BESTYRELSEN HER

Chresten Plinius

Chresten er bosat i København og advokat i Trifork A/S. Chresten kender Skolerne i Oure særdeles godt og har selv gået på Oure Højskole som sejlelev tilbage i 1992.

Siden da har Chresten været instruktør på skolerne og har også haft en karriere som elitesejler. Chresten blev medlem af skolernes bestyrelse i 2001 og er desuden aktiv i flere bestyrelser.

Oure Campus

På Skolerne i Oure har vi en lang række faciliteter inden for sport, performing arts og undervisning, som giver vores elever de bedste muligheder for at dyrke deres passion. Få overblikket over faciliteterne her og eller se den korte film, som giver et overblik over skolernes mange muligheder. 

Data, sikkerhed mm.

lad os hjælpe dig på vej

Kontakt
Tlf: 62383838

Social

kopieret