Nyhed
17. maj 2022
Foto: Mathias Hauge
Udholdenhed og evnen til at samarbejde er nogle af hovedingredienserne i Oure Adventure Race, som i år havde 10-års jubilæum. Et løb, der startede småt, men nu tiltrækker deltagere fra hele Danmark.
I 10 år har Oure Adventure Race samlet og udfordret en masse unge mennesker i adventure-disciplinerne mountainbike, kano, orienteringsløb, klatring og svømning. Løbet afvikles over to dage, og er for dem, der er klar på en hård fysisk udfordring i samarbejde med ens hold. Der er nemlig ikke plads til at køre solo i dette race. Det sker i fællesskab med holdet.
På løbets første dag stillede en lang række unge mennesker op i Fighter distancen, som er en rute på ca. 40 km med en vindertid på ca. tre timer. Her var deltagerne igennem cykling, løb, kano og klatring samt let navigation.
Dagen efter lød startskuddet til Challenge distancen, hvor der var en noget længere rute på 110 km med en vindertid på ca. 7 timer. Her var deltagerne igennem mountainbike, løb, adventure-svømning, kano og klatring samt mellemsvær navigation.
Fællesskab på holdet
Oure Adventure Race startede som et løb for elever fra Oures tre skoler, men har med årene udviklet sig til at have deltagere med fra hele landet. Dog stillede eleverne fra Oure Efterskole, Oure Kostgymnasium og Oure Højskole stadig talstærkt op - i år med 100 elever i Fighter og 30 elever i Challenge. En af eleverne, der gennemførte løbet er kostgymnasieelev Theo Ottesen, som sammen med sin tvillingebror Max Ottesen stillede op sammen med to tidligere kostgymnasieelever. For ham var det fedt at blive udfordret.
”Det var udfordrende, men også en virkelig god og fed oplevelse. Vi arbejdede godt som hold og det var nogle fede ruter vi skulle ud på. Samtidig var det en god oplevelse af køre løbet sammen med nogle lidt mere erfarne typer, når det nu var vores første løb”, fortæller Theo.
Fællesskabet på holdet, bliver ikke kun fremhævet hos de nye i klubben. Også de ”gamle” kommer tilbage år efter år. Peter Villadsen har kørt adventure races i 20 år – blandt andet i USA, Skotland, Sydafrika, Rusland, Chile, Portugal. Han har deltaget i Oure Adventure Race fire gange – og vundet alle fire gange. For ham er det også fællesskabet, der bliver ved med at lokke ham til Sydfyn.
”Jeg kommer primært for det sociale - og det fællesskab, der er på holdet. Det at vi kan støtte hinanden og presse hinanden. Det er fedt – også selvom det gør ondt nogle gange. Det er et dejligt sted med nogle gode folk, og jeg kan møde nogle af de gamle ansigter, der har været i sporten længe”, fortæller den erfarne adventuremand.
Opbakning fra alle tre skoler
Når man vælger at stille op i Oure Adventure Race, er man klar på at få sved på panden og blive fysisk presset. For en af arrangørerne bag løbet Søren Søborg, er det dog også det at kunne samle de tre skoler på Oure, samt løbere fra hele landet, der driver værket.
”Nu er det 10 år siden vi kørte første løb og det er kun blevet federe at være med. Det er en fed mulighed for de af vores elever, der har mod på at kaste sig ud i denne type løb, men det er jo ikke kun for dem. Det er for eleverne fra alle tre skoler, som bruger weekenden på at heppe på deres kammerater. Dét er fedt at opleve”, fortæller Søren, der underviser i adventure på Oure Kostgymnasium, der til slut fremhæver en af de ting han især er vild med ved Oure Adventure Race.
”Det er ret unikt, at vores elever får mulighed for køre race på samme rute og side om side med nogle af de dygtigste racere - ikke bare i DK, men også i Europa. Det er ikke i ret mange andre sportsgrene, at deltagere på vidt forskellige niveauer mødes direkte head-to-head”, lyder det fra adventureunderviseren.
Vil du være en del af det store adventurefællesskab på Oure?