Nyhed
20. maj 2021
At se sin søn være så glad som Oscar er på Oure, har gjort beslutningen lige til. Sådan lyder det fra Familien Vejle, der på fjerde år har deres søn boende på Oure. Nu som elev i 3.G på Oure Kostgymnasium og fast inventar på 2. divisionsholdet SfB-Oure.
Da Familien Vejle fra Ølstykke skrev deres søn op til et år på Oure Efterskole, havde de ikke overvejet, at han ville blive hængende på Sydfyn i mere end det ene år. Men da muligheden for at fortsætte tre år på Oure Kostgymnasium bød sig, var der ikke meget betænkningstid.
- Vi var overraskede da Oscar fortalte, at han gerne ville fortsætte på gymnasiet, for vi havde faktisk ikke troet, at han skulle på gymnasie, men vi kunne jo se, hvor glad han var for at gå på Oure, og derfor var vi ikke i tvivl, fortæller Oscars mor Pernille Pauludan, der ikke et øjeblik har fortrudt beslutningen.
- Han har været igennem en enorm udvikling i de her år på Oure Kostgymnasium. Jeg havde aldrig troet, at han ville være der, hvor han er i dag, da vi sendte ham afsted på efterskole. Han er blevet så selvstændig og voksen, lyder det fra en stolt mor.
I dag går Oscar Vejle i 3.G på Oure Kostgymnasium og spiller fodbold på Oure på 2. divisionsfodbold i SfB-Oure. Og med det niveau Oscar dyrker sin sport på, er forældrene enige om, at Oure gør livet nemmere for deres søn, da alt er samlet på skolen. Hvis han havde valgt det lokale gymnasie derhjemme, var hele døgnet gået med skole, fodboldtræning og transport mellem hjem, skole og fodboldbanen.
- Jeg er bange for, at det havde givet ham en meget mere stresset hverdag, hvis han ikke havde valgt Oure Kostgymnasium. En hverdag, hvor han ikke havde haft tid til at se sine venner på grund af skole og træning. Men på Oure er alt samlet og han har tid til at ses med sine venner, samtidig med, at han passer sin skole og kan dyrke sin fodbold, fortæller mor Pernille.
Og det med vennerne er ikke helt uvæsentligt for den succes familien Vejle mener, at Oscars ophold på Oure er og har været. De fremhæver sammenholdet som noget af det mest essentielle på Oure Kostgymnasium. Og noget af det, der var altafgørende for Oscar, da han sidste år blev skadet og ikke kunne gøre det han brænder for – nemlig at spille fodbold.
- Da Oscar blev knæopereret og havde lange udsigter til at komme på banen igen, var vi i tvivl om han ville sige farvel til Oure og komme hjem igen, men det gjorde han ikke. Og det er sammenholdet på Oure, der er grund til han blev. Han har så gode venner på det sted, at selvom det var hårdt at være skadet, så hjalp de venskaber ham igennem det, fortæller Oscars far Michael Vejle, der gruer for den dag Oscar er færdig i 3.G og skal væk fra hverdagen og vennerne på Oure.
Fuld opbakning fra familien
Om Oscar ender med at flytte tilbage til Ølstykke eller om hans hjerte er tabt til Oure og Sydfyn, vil tiden vise, når studenterhuen er i hus til sommer. Men vælger Oscar at blive på Sydfyn og fortsætte på Sfb-Oure, er der fuld opbakning fra familien.
- Hele familien har været meget støttende omkring Oscars ophold på Oure. Det er ikke kun os som forældre, men også Oscars bedsteforældre, der tager turen til Fyn for at se Oscar spille fodbold, og det bliver vi selvfølgelig ved med, hvis han vælger at blive på Fyn, lyder det fra forældrene, der glæder sig til at skulle give deres søn studenterhuen på til sommer.