Nyhed

Skolerne i Oure indgår partnerskab med Højmark Rejser

17. december 2025

Image Article Højmark Ski Højskole

Det nye partnerskab skaber helt unikke muligheder for eleverne på Oures tre skoler

Skolerne i Oure har indgået et nyt og omfattende samarbejde med Højmark Rejser – en del af SkiGroup og blandt Skandinaviens største aktører inden for skirejser og hoteldrift. Med partnerskabet får Oures skielever fra efterskole, gymnasium og højskole mulighed for at stå på ski i nye og varierede omgivelser – og samtidig blive introduceret til potentielle job- og karriereveje efter deres ophold på skolen.

Image Article Højmark Ski 2

Fra eget hotel til stærk samarbejdspartner

Gennem en årrække har Skolerne i Oure drevet eget skihotel i Bad Gastein, men i takt med skolens udvikling og ønsket om at give eleverne adgang til endnu flere oplevelser og destinationer, er tiden nu kommet til at udvide horisonten gennem et samarbejde med Højmark Rejser. Dermed rykker Oures elever til flere kendte skisportssteder i bl.a. Østrig.

”Jeg er meget begejstret over det her nye samarbejde, som vil betyde rigtig meget for Oures mange skielever på vores efterskole, gymnasium og højskole. Med Højmark Rejsers mange hoteller, erfaring og samarbejdspartnere vil det give vores elever et mere alsidigt skiprodukt, mens de går på Oure – men også åbne en masse døre til jobs som fx skiinstruktører, hotelansatte eller guides efter deres tid på Oure”, udtaler Michael Schmidt Sørensen, sportsleder på Oure.

Fælles værdier

Skolerne i Oure og Højmark Rejser deler et værdigrundlag, hvor fællesskab, passion og ansvarlighed står centralt. Det gør partnerskabet naturligt – og stærkt.

”Samarbejdet med Skolerne i Oure er et partnerskab, der giver helt særlig mening for os. Oure har gennem mange år været med til at forme unge mennesker gennem fællesskab og passion – værdier som vi også vægter højt i Højmark Rejser.

Med dette samarbejde kan vi give eleverne adgang til vores destinationer og professionelle miljø, og samtidig åbne dørene for, at deres passion for skiløb kan udvikle sig til mere end en hobby. Vi glæder os til at byde Oures elever velkommen på vores hoteller og i vores fællesskab”, udtaler Søren Pape, CEO i SkiGroup.

Image Article Gym Ski
Image Article Højmark Ski

Skiløb – og karriereveje

Samarbejdet giver eleverne adgang til en lang række destinationer. Efterskoleeleverne skal fremover til bl.a. Obergurgl, Zell am See, Wagrain og St. Anton, mens gymnasie- og højskoleeleverne vil tage på skirejser til Wagrain og Obergurgl.

Men det stopper ikke ved skisæsonens ophør. For elever på Oure kan samarbejdet blive en vej ind i Højmark Rejsers professionelle miljø efter endt skoleforløb – eksempelvis som medarbejder på hotellerne eller som skiinstruktør på de lokale skiskoler.

Samarbejdet træder i kraft fra skisæsonen 2026/2027.