Savner du overskud og et mentalt frirum væk fra telefoner og tablets, er Bogklubben måske noget for dig. I en verden i rivende udvikling med AI og en konstant strøm af billeder og ord, har det moderne menneske brug for ro og fordybelse. I Bogklubben skaber vi sådan et rum.
Om du aldrig har læst en hel bog eller er typen, der pløjer sig igennem murstensromaner, er der plads til dig i Bogklubben.
I skønlitteraturen får vi lov til selv at skabe billeder i vores sind og komme ind i karaktererne - i vores eget tempo. Vi får mulighed for at stifte bekendtskab med personer, vi aldrig kommer til at møde. Vi kan “rejse” frit mellem fremtid og fortid i hele verden, faktisk hele universet og møde kulturer, vi ikke kender.
Der er bred enighed om, at skønlitteratur udvider og vedligeholder vores empati, fordi vi hele tiden øver os i at sætte os i andres sted, samtidig med, at det giver os en større social og kulturel forståelse.
I praksis mødes vi i Bogklubben og har en indledende samtale om hvilken bog, man er i gang med og hvad der optager en ved den pågældende roman. Derefter sætter vi os godt til rette med en kop kaffe eller varm kakao og læser i stilhed - sammen. Vi trækker stikket og finder eller genfinder læseglæden.
TILMELDING HØJSKOLE