Nyhed

Elever fra Oure på natsejlads med Oceans of Hope

03. november 2025

Image Article Sejlads Højskole Oceans Of Hope

En sejlads gennem mørket, stjerner – og personlige grænser

Eleverne fra Oure Idrætshøjskole var i sidste uge på natsejlads med det 67 fods sejlskib Oceans of Hope. På turen fra Læsø til Dragør fik de ikke bare saltvand og søgang – de fik også prøvet kræfter med sig selv og hinanden.

Normalt sejler eleverne i Det Sydfynske Øhav, men denne gang gik turen nordpå til Østerby Havn på Læsø. Her ventede skipper Mikkel Anthonisen, og sammen med ham satte eleverne kurs mod Dragør – en sejlads på 145 sømil gennem Kattegat og Øresund.

Vejret var friskt. Med vindstyrker tæt på kuling og store bølger blev eleverne for alvor udfordret – både fysisk og mentalt. Oceans of Hope er bygget til at klare hårdt vejr og sejle rundt om jorden – og den klarede sig godt. Det gjorde eleverne også.

Image Article Natsejlads Oceans Of Hope 2

Søsyge, ansvar og fællesskab

Solen gik ned allerede ved 16.30-tiden, og mørket lagde sig hurtigt. For mange af eleverne var det første gang, de sejlede i mørke og i så kraftigt vejr. Søsygen meldte sig hurtigt – men også en stærk ansvarsfølelse overfor hinanden og fællesskabet.

”Man kan jo ikke bare holde ind til siden. Man må tage ansvar – for båden, for hinanden og for sig selv", sagde Bennedikte Carstensen efter sejladsen.

Dem, der havde det godt, hjalp dem, der havde det svært. Der blev delt snacks, taget ekstra vagter og holdt humøret oppe. Midt i det hele blev der stadig grinet, lært og sejlet.

Styring efter stjerner og en solopgang ved Kronborg

Ud på natten brød månen frem, og Anholt Fyr blinkede om styrbord. Over skibet dukkede stjernerne op – og midt i natten styrede eleverne faktisk efter dem.

Det føltes lidt som at være sømand i gamle dage,” fortalte Mathias Staunstrup efterfølgende.

Ved daggry rundede de Kullen, og i horisonten dukkede Kronborg op. Solen stod op, og Havana spillede fra højtalerne, mens kursen blev sat mod København. Søsygen var væk, og der blev igen liv i kabyssen. Duften af morgenmad spredte sig, og snakken gik lystigt om nattens oplevelser.

Image Article Natsejlads Højskole Oceans Of Hope 3
Image Article Oceans Of Hope Sejlads

En oplevelse, der sætter sig

Da Oceans of Hope gled ind mod kaj i København, var det en flok trætte, men stolte elever, der stod på dækket. De havde sejlet gennem mørke og kuling – og lært noget vigtigt om sig selv, om fællesskab og om, hvad havet kræver og giver igen.

På Oure handler sejlads ikke bare om teknik og vindretning. Det handler også om at stå i noget større end sig selv – og finde ud af, hvad man er gjort af.

Har du lyst til at blive en del af Sejlerne fra Oure? Kom til besøgsdag og hør mere om livet på højskolen. Læs mere her.