Nyhed
07. september 2022
Forfatter og journalist Peter Borberg har skrevet en bog om Skolerne i Oures stormfyldte 35 år. Historien om et skoleprojekt, der ændrede skoleverdenens og danskernes opfattelse af, hvad et moderne læringstilbud kan indeholde. Læs her Peter Borbergs begrundelse for at skrive bogen.
Solen strålede. Det myldrede med glade sommerkursister. Året var 1995. Danmarks Radio var på besøg, og anført af den hyggelige vært Finn Dyrnesli cirkulerede tv-holdet rundt på Oure Mark og sludrede med kursister, elever og ansatte.
Da Finn Dyrnesli og Co drog videre på deres færd rundt i sommerlandet, sad man i Oure tilbage med det indtryk, at man havde fået serveret et levende og sympatisk billede af det unge, sydfynske skoleprojekt.
Men, ak! Sådan kom det mildest talt ikke til at gå.
Programmet, som fik titlen ”Høj sommer”, blev startskuddet på det, der blev døbt ”Golf-krigen” – en indforstået henvisning til den ophedede diskussion om, hvorvidt et ophold i Oure var lig med højskole eller golfferie på skatteborgernes regning. Det blev begyndelsen på den mest turbulente periode i Skolerne i Oures historie.
Historien om dengang DR var på besøg og fik startet en national debat er blot en blandt mange, som Peter Borberg har taget med i sin bog Krøniken om Oure, som netop er udkommet i forbindelse med Skolerne i Oures 35-års jubilæum.
Peter Borberg har haft berøring med Skolerne i Oure siden 2007 og har mange gange gjort opmærksom på, at skolerne bar på en unik historie, som burde fortælles. Nu er historien blevet fortalt og beskrevet. Gennem et hav af interviews med personer, der har haft berøring med Oure gennem de sidste 35 år.
Peter Borberg er glad for, at netop han fik mulighed for at fortælle historien om skolen, der forargede alle.
”Jeg føler mig altid meget privilegeret, når jeg får lov til at dykke ned i og fortælle en historie, som skriger på at blive fortalt. Sådan har det været med Oure-historien. Det er for mig at se et fuldstændig enestående stykke dansk kultur- og skolehistorie, fordi det ikke kun handlede om tilblivelsen af en skole, men også om en større debat om selve grundlaget for, hvordan der drives højskoler og efterskoler i det her land. Der ulmede en værdikamp, og da den i begyndelsen af 1990’erne blussede op, var det i høj grad Oures fortjeneste”, fortæller forfatteren.
Gennem tilblivelsen af bogen har Peter Borberg lavet mange interviews med folk, der har haft berøring med Oure. Blandt andre med Uffe Elbæk, som i lighed med skoleprojektet i Oure var blevet set som den frække dreng i klassen, da han etablerede Kaospiloterne i Aarhus.
Elbæk er ikke i tvivl om, at der var noget unikt på Sydfyn og fortæller blandt andet i bogen:
”Oure ramte en generation af unge, som ikke kunne klare flere dogmer, som ikke længere orkede at være imod, og som ønskede at skabe deres egen verden på deres egne præmisser. Oure var dælme drevet af en stærk iværksætterkraft, hvor ting blev til og hvor de voksede!”
For Peter Borberg sad interviewet med Uffe Elbæk længe i kroppen, og især en enkelt ting, brændte sig fast, fortæller Peter.
”Elbæk kom med en aktuel og samfundsrelevant pointe, som bør give stof til eftertanke, fordi han sagde, at selvom Kaospiloterne og Oure blev født i modvind, så blev de ikke desto mindre til, fordi de lovgivningsmæssige rammer trods alt var til det. Det mener han ikke, at rammerne er i dag, og det er dybt bekymrende, fordi vi står et sted i dag, hvor der mere end nogensinde er brug for nytænkende skole- og uddannelsesprojekter”, lyder det fra forfatteren.
Krøniken om Oure er blevet til ifm. Skolerne i Oures 35-års jubilæum. For Peter Borberg har det dog været vigtigt, at han ikke endte med at fortælle en ren jubilæumshistorie, som man kender det.
”Det skulle ikke være sådan en, der lugter af Gammel Dansk, men en historie, som også kan læses om ti år, fordi den er vigtig, og fordi den fortæller noget om, hvor vigtigt det er, at der indimellem er nogen, som bringer noget forstyrrelse ind i billedet og skaber nogle dønninger i vores lille romantiske andedam”, fortæller han.
Udover Uffe Elbæk kan du møde tidligere minister Annette Vilhelmsen, tv-vært Troels Mylenberg, journalist Henrik Palle og en lang række andre personligheder i bogen.
Vil du have fat i et eksemplar af Krøniken om Oure?
Køb bogen her.