Nyhed

Mandeklubben på Oure: Et sårbart rum med plads til at dele sine tanker

23. november 2022

Image Article Mens Room Nyt

Jeppe, Rasmus og Christian er alle en del af Men's Room på Oure Højskole

Mange mænd har svært ved at fortælle om deres følelser og intime tanker. Det tager Men’s Room på Oure Højskole et opgør med. Her er sårbarhed og refleksion i centrum.

Da Jeppe startede på højskole, var det med et klart fokus på den fitness-linje, han havde valgt. Han havde ingen idé om, at hans mest intense oplevelser skulle være i en rundkreds sammen med en flok jævnaldrende mænd, der delte ud af deres sårbarhed og refleksioner.

Jeppe blev en del af Men’s Room på Oure Højskole, som startede som et modsvar til samtaleklubben ”Kvinde – Kend din krop” for et par år siden. Siden da er Men’s Room fortsat fra semester til semester og det er der en god grund til: Der er brug for et rum, hvor mændene har mulighed for at åbne sig op og fortælle om de svære ting, uden at blive mødt med en ironisk og humoristisk distance til deres synspunkter og problemer.

Klubben er faciliteret af højskolelærer Lars Hjøllund, som ser klubben som en af de vigtigste ting drengene har mulighed for at opleve i løbet af deres højskoleophold. Han starter hvert møde med at spørge drengene hvordan de har det og om der er noget, der fylder i deres liv lige nu. Ud fra det kommer der altid nogle vigtige emner, som gruppen så diskuterer. Hvad der bliver diskuteret til møderne, bliver i gruppen. En præmis, som er ufravigelig og vigtig for, at gruppen kan fungere, fortæller Lars.

Rummet bliver sat på den måde, at alle bliver gjort opmærksom på, at uden for rummet er det kun tilladt at fortælle, hvilket emne vi har talt om, og det man selv har delt. Det er ikke tilladt at underholde med andres historier uden for rummet. Det er vigtigt, der er tillid og tryghed i vores fælles rum”, fortæller han.

En lettelse at være en del af rummet

Men’s Room er hurtigt blevet populært, og en stor del af drengene er med til de ugentlige snakke, der både handler om kærlighed og om at miste den, om ensomhed, om sygdom i familien og mange andre sårbare emner. For de fleste handler det om at føle sig mødt, forstået og få en følelse af, at man ikke er alene med sine følelse og tanker. Sådan er det også for Rasmus, der går på skuespil-linjen.

Da jeg første gang var med i Men’s Room, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle forvente. Jeg var nysgerrig, men også en smule skeptisk. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er et virkelig givende fællesskab at være en del af. Om jeg har haft noget på hjerte eller ej, går jeg altid enormt lettet ud fra rummet fordi vi gang på gang får talt om nogle virkelig vigtige emner, som bekræfter mig i, at jeg aldrig står alene med de ting jeg dealer/ har dealet med. Man ved aldrig hvilken drejning snakken tager, men jeg kan altid være sikker på at blive mødt med forståelse og sympati”, fortæller han.

Han bakkes op af Jeppe, som mener, at der er behov for en gruppe som Men’s Room for at ændre mænds selvopfattelse.

Jeg mener, problemet ligger i mænds opfattelse af, hvad en rigtig mand er. Der er en frygt for at vise sårbarhed og det bliver set som et svaghedstegn at råbe om hjælp. Men mænd har brug for hjælp, da de er overrepræsenteret i en lang række dårlige statistikker som alkoholisme, stofmisbrug, selvmord og hjemløshed. Jeg er blevet meget mere bevidst om hvilken vej jeg vil gå fremover, og det bliver en vej uden at lægge låg på de tanker og følelser, som kan virke svære at italesætte”, fortæller Jeppe.

Også Christian fra kitesurf-linjen har fået mere mod på at åbne op og tale med andre mænd og sine følelser, siden han blev en del af Men’s Room.

Mange af de emner vi drøfter, er ikke noget jeg tidligere har snakket med mine venner om. At være med i Men’s Room har åbnet mig op og givet mig lyst til at dele mine historier med andre drenge fordi jeg føler mig tryg i det nu”, fortæller Christian.

På Oure Højskole er der ingen tvivl om, at Men’s Room er kommet for at blive. Højskolelærer Lars står i hvert fald klar som facilitator af de vigtige snakke og vil kæmpe for at endnu flere mænd får åbnet op, får øvet sig i at tale om de svære emner og tør stå ved hvem de er.

Overvejer du at tage på højskole?
Der er stadig ledige pladser på Oure Højskole med opstart i januar 2023. Læs mere her