Stående klapsalver til årets elevtale på Oure Efterskole

Hej, jeg hedder Ffion, og jeg har OCD.
Hej, jeg hedder Thea, og jeg har haft en spiseforstyrrelse kaldet ortoreksi.

Sådan startede årets elevtale på Oure Efterskole, som endte i stående klapsalver. En tale, hvor Ffion og Thea fortalte den ærlige fortælling om, at et efterskoleophold ikke kun er en dans på roser, men er udfordrende, kaotisk og udviklende.

For de to unge piger var det vigtigt at fortælle den store forsamling på efterskoleårets sidste dag, at det er okay at give lidt af sig selv. Det er ikke farligt og vi skal ikke skamme os over de ting, hvor vi stikker ud. Pigernes budskab var blandt andet, at sårbarhed ikke er en svaghed, men en styrke. Sårbarhed er en gave, vi giver til andre, fordi den får os til at relatere til hinanden, lød det fra talerstolen.

Lad de brogede sider blomstre
Det er de færreste 16-årige, der har holdt tale for knap 2.000 mennesker. Det var da også med en smule sommerfugle i maven, at pigerne takkede ja, da de blev spurgt om de ville holde årets elevtale. For dem vandt budskabet over nervøsiteten.

”For os var det vigtigt at komme ud med et budskab. Det betød meget for mig at holde talen om hvordan det har været at gå på Oure Efterskole, især fordi mit efterskoleophold ikke har været perfekt, fordi min diagnose OCD har påvirket hver en dag, jeg har været her”, fortæller Ffion et par dage efter sidste skoledag.

For Thea havde talen også stor betydning.

”Det at få lov til at holde talen betød, at jeg fik lov til at sætte et sidste præg på efterskoleåret, som de andre elever forhåbentlig kunne bruge på deres videre rejse i livet. Derfor var det også vigtigt for Ffion og mig, at gøre den lidt anderledes og måske inspirerende for nogle af de andre. Det betød rigtig meget, og jeg er taknemmelig for at få den mulighed”, fortæller hun.

Stående klapsalver fra en fyldt sal
Da pigerne havde leveret talen, var salens reaktion ikke til at tage fejl af. Alle forældre rejste sig og klappede af de to modige unge piger.

”I momentet Thea og jeg sagde: ”Tak Oure”, begyndte folk at klappe. Jeg opfattede godt klapsalven, men da det var så stor en omvæltning, nåede jeg ikke at opfatte den stående klapsalve. Jeg kunne ikke andet end at trille en tåre og prøve at få vejret efterfølgende”, fortæller Ffion.

Også Thea var overvældet over reaktionen i salen.

”Det var meget overvældende, da forældrene rejste sig op og klappede. Igen tror jeg først, det gik op for mig bagefter, at det egentlig var ret vildt. Mette (Forstander på Oure Efterskole) fortalte, at det aldrig var sket før i en elevtale. Det ville jeg aldrig have turdet håbe på”, fortæller Thea.

Stort tak til Thea og Ffion for den flotte tale, som kan læses i sin fulde længde herunder.

Årets elevtale
Hej, jeg hedder Ffion, og jeg har OCD.

Hej, jeg hedder Thea, og jeg har haft en spiseforstyrrelse kaldet ortoreksi.

Og det er så os, der er blevet valgt til at holde talen om, hvordan det har været at være elev på Oure Efterskole. I undrer jer måske over, hvorfor netop vi er blevet valgt til at repræsentere årgangen 2021/2022. Og det gør vi egentlig også selv. For vi er ikke de attraktive, dem man ser op til, eller dem man helt automatisk tiltrækkes af, fordi de bare har hele pakken. Nej, vi har ikke hele pakken. Vi er bare Ffion og Thea fra hus 48a, værelse 2, og vi har brugt 10 måneder på at leve mellem en masse andre unge mennesker, som alle er i gang med at finde sig selv.

Man hører ofte de klassiske billedlige beskrivelser i taler som denne, hvor man siger noget om, at det er som en rutsjebanetur eller noget af en rejse osv. Og man kan måske godt sammenligne året med en rejse. Men ikke nødvendigvis den del af rejsen, der postes på de sociale medier. Det er nærmere den kaotiske rejse, hvor man farer vild i lufthavnen, mister sin bagage og får det forkerte hotelværelse. Men en del af den kaotiske rejse er også de mange nye indtryk og oplevelser samt alle de minder, der skabes, og som varer for livet.

Men nu bliver det hele måske lidt for metaforisk, og det kan være svært at forestille sig det. Så nu skal vi vise jer, hvordan den lufthavn ser ud.

Vi startede den 8. august 2021, hvor vi for første gang fik sat ansigter på de mennesker, vi nu skulle tilbringe et år sammen med. Navne blev glemt. 
(Ffion): i mit tilfælde udtalt forkert!

og det var generelt et bombardement af nye indtryk. Inden længe var grupperne dannet som de flokdyr, vi nu engang er, og man havde ligesom indtryk af, hvor man hørte til. Og så alligevel. For som man kan miste sin bagage i lufthavnen, kan man også føle, at man mister dele af sig selv. Måske glemte man sig selv, fordi det var vigtigt at passe ind. Eller også mistede man troen på sig selv - hvis den nogensinde var der til at starte med.

Men det hele skal ikke gå op i melankoli og alt det svære ved at gå på efterskole. For når det er sagt, har rejsen også været smæk fyldt med berigende oplevelser, og vi har dannet en masse hjertevarmende og glædesfyldte minder sammen. Store som små. Efterskoleåret har budt på grineflip, horror night, brætspil i cafeen, natterend, uforglemmelige aftener på værelset med sine roomies, volleykampe til man er begravet i sand, skøre linjeaktiviteter, Superbowl event med rodeotyr og bumper balls, varme sommerdage, hvor man ligger på tæppet med vennegruppen og hører god musik, romantik (masser af romantik), nye venskaber og meget meget mere. Vi har taget del i en boble - et helt nyt samfund, hvor vi har skabt os selv og hinanden. Og det vil være pakket ned i kufferten, når vi skal videre på hver vores vej.

Nå, men hvorfor starter vi så med at introducere os, som vi gør? Det er måske ikke så vigtigt for jer at vide, at Ffion har OCD, og at jeg har haft ortoreksi. Men det gør vi for at vise, at det er okay at give lidt af sig selv. Det er ikke farligt. Vi har også muldskud på den ellers så fine græsplæne. Vi skal ikke skamme os over, hvem vi er, eller hvad vi måske ikke er så stolte af. Sårbarhed er ikke en svaghed. Det er en styrke. Sårbarhed er en gave, vi giver til andre, fordi den får os til at relatere til hinanden. Vi håber, at I vil overveje, at give noget af jer selv, når I nu starter et nyt sted efter sommerferien. Ikke nødvendigvis de dybeste sider af jeres personlighed. Men vis, at det er okay ikke at have hele pakken. For i sidste ende er der jo ikke rigtig nogen af os, der har det. Eller også har vi alle sammen hele pakken. Man kan bare ikke have det hele uden de brogede sider også.

Og de brogede sider skal vi lade blomstre. Det er nu, vi skal begå fejl. Som barn sætter fantasien ingen grænser, og derfor vidste vi næsten allesammen, hvad vi ville være som voksne - netop fordi alt kunne lade sig gøre! Nogle ville være fodboldspillere, andre sangere, nogle ville være brandmænd og andre ville være riddere. Der var aldrig rigtig nogen tvivl. For i barndommens eventyrlige sind, kunne man blive til lige det, man havde lyst til.

I dag ser det lidt anderledes ud. Vi konfronteres ofte med spørgsmål om, hvilken uddannelse vi vil have, hvilket job vi vil beskæftige os med, og mange af os ved det fandme ikke. For hvordan skal vi kunne sige det, når vi aldrig har prøvet noget af det før?

(Thea): For mit eget vedkommende har jeg tit tænkt, at det var altafgørende, at jeg valgte det rigtige gymnasium. Og det var også vigtigt, at jeg allerede nu vidste præcis, hvad jeg ville studere efter gymnasiet, for ellers ville det hele være spildt, eller også skulle jeg starte forfra, og så ville jeg i hvert fald aldrig få mit drømmejob. Hvor er det egentlig åndssvagt. Vi har alverdens muligheder, der kan afprøves.

Så spring ud i det med begge ben. Afprøv forskellige jobs, tag et sabbatår, rejs rundt i verden, gå i gang med et studie og drop ud, hvis det ikke interesserer dig alligevel, bliv skraldemand fordi - hvorfor ikke?, fest igennem og find ud af, at det måske er en dårlig ide dagen før en eksamen, begå en masse fejl og stå ved dem. For det er fejlene, vi lærer mest af.