Skolerne i Oure Sport & Performing Arts blev grundlagt i 1987 og består af Oure Efterskole, Oure Kostgymnasium og Oure Højskole. De tre skoler udgør én selvejende institution, der består af den fælles pædagogiske virksomhed med fælles værdigrundlag, den fælles økonomi og ejer af de fælles bygninger og faciliteter. Skolerne ledes af Skoleledelsen, der består af skoleleder og højskolens forstander Jasper Gramkow Mortensen, efterskolens forstander Mette Romer Søborg, kostgymnasiets rektor Kenneth Vennerstrøm, økonomidirektør Jens Pedersen, og grundlægger og seniorkonsulent Ole Hjorth.
Skoleleder og Forstander på Oure Højskole
Jasper Gramkow Mortensen er oprindelig uddannet folkeskolelærer fra Frederiksberg Seminarium i 1997. Jasper er efteruddannet i web-journalistik og har en master i projektledelse og procesforbedring fra RUC.
Jasper har undervist på flere skoler i København, arbejdet med EU-projekter samt forfattet et større antal artikler om uddannelse og udvikling i aviser og magasiner.
Jasper kom til Oure i 2002 og blev i 2013 medlem af skoleledelsen. Siden 2015 har Jasper været forstander for Oure Højskole. Jasper har også en baggrund som musiker.
Din kulturelle kapital giver plus
Som forstander på Oure Højskole garanterer Jasper, at din ballast fra et ophold på højskolenm vil trække renter resten af livet.
Når man hører udtrykket ”kulturel kapital”, kan det godt i første omgang give associationer til noget, der hører hjemme i et pengeinstitut med ergonomisk korrekte skriveborde og venlige bankrådgivere i strygefri skjorter.
Men på Oure Højskole har pakken med kulturel kapital et ganske særligt indhold. Den fyldes med alt det, der foregår i sportens rum, på dansegulvet, i musikøvelokalet, på teaterscenen – og alle andre steder midt i mellem på Oure Mark.
”Kulturel kapital handler helt grundlæggende om alt det, som den enkelte elev har mulighed for at suge til sig og tage med herfra i et unikt lærings- og højskolemiljø, hvor sport, dans, teater, musik og meget andet møder hinanden,” siger Jasper og fortsætter.
”Uanset om man brænder for sport eller performance, så ønsker vi, at eleverne får lige nøjagtig den oplevelse, de drømmer om. Men det er mindst lige så vigtigt, at de også får en masse af det, de ikke anede, de kunne få. Det er her, den kulturelle kapital kommer på banen," fremhæver forstanderen.
Når det kommer til Oures kulturelle kapital, så står året 2007 som en milepæl. Det var nemlig året, hvor Oure Højskole fik indbygget dans, musik og teater med blandt andre så prominente navne som Kashmir-forsangeren Kasper Eistrup og skuespilleren Thure Lindhardt som undervisere.
Fødselsåret for et kostskolemiljø uden sidestykke i landet, hvor sportsudøvere blev budt op til kulturel dans af ildsjæle inden for en lang række andre områder. Ikke som hinandens modsætninger eller konkurrenter, men som gensidige inspirationskilder.
”Vi er blevet spurgt, om det nu gik ud over sporten, at vi bredte os ud over flere kulturelle områder. Overhovedet ikke! Vi skal lave alt den sport, vi plejer at gøre. Men vi skal tilbyde mere end det,” siger Jasper og skærer ind til benet.
”Vi ønsker at skabe reflekterede sportsudøvere, for hvem det ikke er fremmed at læse en bog eller dykke ned i et stykke musik eller litteratur, og vi ønsker at skabe musikere og skuespillere med masser af kropslighed", lyder det.
Tør du?
Jasper Gramkow Mortensen ser det lykkes, når al den viden, som i dag ligger i organisationen – ude hos den enkelte medarbejder – bringes i spil med engagerede højskoleelever, der er villige til at kaste sig ind i en verden med ny viden, nye oplevelser og nye måder at bruge sig selv på.
”Oure Højskole skal være et centrum for kultur og sport. Det er vi, når alle føler ejerskab for den kulturelle kapital. Det er der intet højpandet i. Det handler dybest set om, at du tør give noget af dig selv. At du tør byde ind med det, du har, og den du er. På den måde kan vi få folk til at lykkes med noget, de ikke anede, at de havde i sig. Og det er uanset, om de er optaget af sport eller performance,” siger Jasper.
Verdensborger
Ifølge højskolelederen er visionen om den kulturelle kapital samtidig et svar på noget af det, som tiden skriger på. En globaliseret tid, som kalder på verdensborgere.
”Vi er glade, når vi kan se, at vi er med til at uddanne reflekterede og kropsbevidste mennesker med en god kulturel kapital i rygsækken. Mennesker, der har udsyn til den store verden og tør tænke stort og søge det ukendte", lyder det fra højskoleforstanderen.