Sport i verden er et højskolefag, som kigger på sammenhængen mellem verdenshistorien, politik, økonomi og sportens forunderlige verden. Hvorfor var det vigtigt for Putin at afstemme invasionen af Ukraine, så den faldt efter afviklingen af OL i Kina? Du bliver klogere på, hvordan politiske kampe ikke kun udkæmpes i parlamenterne, men også er en del af de sportslige arenaer verden over.
Sporten er også et sted, hvor køn, klasse- og identitetskampen finder sted. Det er et af de områder, hvor samfundets brydningsflader kommer tydeligt frem. Sporten bliver nødt til at tage stilling til f.eks. trans-atleter, ligestilling, ulighed m.m. Vi forholder os til de problemstillinger og spørgsmål, som vores egne politikere helst ikke vil udtale sig om.
Derfor skal vi debattere hvordan sporten forholder sig til et samfund i konstant forandring. Vi kigger også kritisk på de store sportslige organisationer som f.eks. FIFA og IOC (den olympiske komite). I en sportslig verden, hvor kæmpe pengesummer hele tiden skifter hænder, er der konstant korruptionsskandaler og beskyldninger om magtmisbrug. Hvordan er disse kæmpe sportsorganisationer opstået og kan sportens verden blive ved med at acceptere korruptionen?
Faget veksler mellem oplæg og diskussion. Du skal være indstillet på at deltage aktivt med dine meninger og holdninger og dermed skabe en god debat. Som en del af faget får du mulighed for at lave et oplæg for holdet om en sportslig problemstilling, som interesserer dig.
TILMELDING HØJSKOLE