Nyhed

Besøg fra Kenya: Et kulturchok af den anden verden

21. december 2022

Image Article Kostgym Kenya

Oure Kostgymnasium har haft besøg af elever fra den kenyanske Alliance Highschool. Besøget var en øjenåbner for både danske og kenyanske elever.

Kulden var nok det største chok. Det var helt klart et fast samtaleemne under deres besøg”.

Sådan lyder det fra gymnasielærer på Oure Kostgymnasium Peter Christian Eriksen, da han fortæller om besøget fra Alliance Highschool i Kenya.

Skolerne i Oure har i mange år samarbejdet med Alliance Highschool for drenge og Alliance Highschool for piger, men grundet corona, er det to år siden, at eleverne sidst har været på besøg hos hinanden.

Chokket over kulden lagde sig vist aldrig rigtigt i den uge kenyanerne var på besøg på Sydfyn, men der ventede eleverne mange flere overraskelser. Blandt andet konceptet ’frihed under ansvar’. Det fortæller skuespilelev Marie Johanne fra 2.G.

De (kenyanerne) er slet ikke vant til det her med frihed under ansvar, så de var virkelig overraskede over, hvor meget tillid de voksne har til os unge i Danmark. Især på det punkt, kunne man virkelig mærke en stor kulturforskel”, fortæller hun.

Et nyt perspektiv på egen hverdag
De ankom ni drenge, otte piger og fire lærere fra de to skoler i Kenya. Hver elev fik tildelt 2-3 buddies blandt eleverne på Oure, som de kunne følges med hele ugen. De var med til undervisning, linjetimer og ture ud af huset. Blandt andet en tur i skøjtehallen og en tur til Odense for at besøge Skt. Knuds kirke og H.C. Andersen museet. De var også med i svømmehallen for at prøve kræfter med kajak.

Lærerne fra Kenya deltog i undervisningen – både som undervisere og som fluen på væggen. En oplevelse, der gjorde stort indtryk på dem, fortæller Peter.

Ligesom eleverne, var lærerne meget fascinerede af frihed under ansvar. Lærerne var oprigtigt overraskede over, at vi kunne undervise i et miljø, hvor der er så meget tillid og gensidig respekt mellem lærere og elever. I Kenya har de et meget mere formelt forhold mellem elever og lærere end vi har i Danmark, hvor vi er mere i øjenhøjde med eleverne. De var meget interesserede i vores undervisningsformer som fx at sende eleverne ud i grupper og forvente, at de får lavet det de skal. Så det var spændende at kunne give dem et nyt perspektiv på undervisningen”, fortæller han.

Det var dog ikke kun kenyaerne, der fik et andet perspektiv på deres hverdag. Besøget gjorde stort indtryk på eleverne fra Oure, fortæller Marie Johanne.

Til dagligt kan jeg og mine venner godt synes, det er ret hårdt at gå i gymnasiet. Især her i 2.G kan man nogle dage godt køre lidt sur i det. Men når man så hører om, hvordan det er i Kenya, hvor de er i gang fra kl. 6 om morgenen til kl. 22 hver aften, så tænker man pludselig: Okay, så har vi det ret godt her på Oure”, lyder det fra den unge skuespilelev.

Full Screen Kostgym Kenya

Hvor er muren?
Udover kuldechokket og den store forskel i forholdet mellem lærer og elev, var der en anden ting, som de besøgende fra Kenya havde meget svært ved at forstå. Et spørgsmål, der gik igen og igen var: Hvor er muren?

Skolen i Kenya er omkranset af en stor mur, hvor der står sikkerhedsvagter ved alle porte. Det var derfor svært for kenyanerne at forstå, hvordan der kunne være så åbent på gymnasiet i Oure.

Jeg fik så mange spørgsmål til, hvor skolens grund gik. De kunne simpelthen ikke forstå, at vi bare kunne gå frit omkring og at der ikke var en tydelig mur eller et hegn, der indikerede, hvor skolen startede og sluttede”, fortæller Marie Johanne, der generelt har en oplevelse af, at kenyanerne er noget mere autoritetstro end os danskere. Dette udspillede sig blandt andet under det officielle åbningsarrangement, hvor kenyanerne blev budt velkommen af gymnasierektor Kenneth Vennerstrøm.

De mødte alle op i deres skoleuniformer og så meget officielle ud. Problemet med især pigernes uniformer var, at det jo var et skørt, hvor de havde bare ben under, og det var på det tidspunkt minus 2 grader udenfor. Jeg prøvede flere gange at sige til dem, at de burde tage noget mere tøj på, men de insisterede på at beholde de kolde uniformer på”, fortæller hun.

Til foråret går turen til Kenya
I uge 9 rejser Marie Johanne og 19 andre unge fra Oure til Alliance Highschool i Kenya. Et besøg Marie Johanne ser meget frem til.

Jeg tror, det bliver en helt unik oplevelse vi får os, når vi skal afsted. Inden de kom på besøg hos os, havde jeg egentlig ikke tænkt mig at ansøge om at komme med, men nu hvor jeg har lært dem at kende, glæder jeg mig rigtig meget til at komme ned og opleve deres hverdag og få vist landet af nogen, som rent faktisk er født og bor der. Jeg tænker det giver en helt anden oplevelse end, hvis jeg fx skulle afsted med min familie”, fortæller hun.

Det bliver ikke kun en oplevelse at opleve landet sammen med de nye venner fra Alliliance Highschool. Det bliver også godt for eleverne fra Oure at rejse som gruppe, fortæller Johanne, der, ligesom de andre unge fra Oure har ansøgt om at komme med på rejsen, der går på tværs af årgange og linjer.

Netop fordi gruppen er sammensat på tværs af linjer og årgange, kommer jeg til at snakke med en masse, som jeg ikke til dagligt snakker med. Så jeg kommer også til at lære nogle andre Oure-elever at kende. Jeg glæder mig til at skulle afsted som Oure-elev og ikke Marie Johanne fra skuespil eller fra 2.G”, fortæller hun.

Overvejer du at tage din studentereksamen på Oure Kostgymnasium?
Kom til Åbent Hus d. 21. januar eller 4. februar. Læs mere her.