Nyhed

Den dansende ingeniør: På Oure Højskole har jeg lært mig selv at kende

14. december 2021

Image Article Højskole Dans Peter

Peter kommer fra et liv uden pauser og med en kandidat i matematik. På Oure Højskole er han danseren, der i starten havde svært ved at indgå i det store fællesskab, men som nu føler sig åben, fri og har mod på nye fællesskaber.

Peter gik direkte fra 9. klasse til tre på gymnasiet og videre til fem år på universitetet. Der var ingen slinger i valsen og ingen af de klassiske sabbatår. Men da Peter stod med sit bevis på, at han nu var kandidat i matematik og egentlig skulle videre i sit første job som ingeniør, havde han brug for en pause. Ikke fordi han havde brug for at finde sig selv og lære sig selv bedre at kende, for det havde han slet ikke overvejet, at han havde brug for.

Men da han kom på højskole, blev det klart for ham, at her han kunne finde nogle svar, han havde stærkt brug for, men som han aldrig havde ledt efter.

”Når du er en del af gruppe, hvor alle minder om hinanden, får du ikke mærket efter hvem du selv er. Du får ikke tænkt over om det, du foretager dig, faktisk er det, du kan lide at foretage dig. Du følger bare med strømmen og tænker, at alt er godt. På den måde udvikler du dig ikke som person”.

Sådan fortæller Peter om sin tid før han tog på Oure Højskole. En refleksion han ikke kunne se før, men som er blevet klar for ham i løbet af de 1,5 år han har tilbragt på Sydfyn. En rejse, der har været overvældende og som har givet Peter et helt nyt syn på omverdenen – og på sig selv.

”Det var helt vildt overvældende at starte på Oure med 129 andre unge, som alle var vidt forskellige. Jeg var vant til meget mindre grupper og lige pludselig skulle jeg forholde mig til så mange, som ovenikøbet ikke var som mig. Man er meget på i starten, men jeg oplevede samtidig et rum, hvor jeg blev udfordret til at stille spørgsmålstegn ved mit syn på verden og på mig selv. Et rum, hvor jeg kunne undersøge: Hvad er det egentlig, jeg godt kan lide og hvem er jeg?”, fortæller Peter om sin tid på Oure.

Full Screen Højskole Dans Peter 3

Brød grædende sammen den første uge
Al begyndelse er som bekendt svær. Det var den første tid på Oure også for Peter. Han var konstant på overfor de andre elever for at gøre et godt indtryk. Det gjorde, at han glemte sig selv og havde svært ved at være en del af det store fællesskab. Han vidste dog heldigvis hvem han kunne få hjælp af.

”Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde det godt og at der var noget under opsejling. Min eneste tanke var, at jeg skulle finde min huslærer, og da jeg begynder at tale med ham, bryder jeg bare sammen. Det var ret vildt at være så sårbar”, fortæller Peter, der oplevede at blive grebet i det, som han selv kalder et sammenbrud.

”Rasmus Carlo (Peters huslærer) tog virkelig hånd om mig i den her situation og hjalp mig til at forstå hvad det var, der skete med mig i den situation. Generelt oplever jeg, at højskolelærerne er gode til at tage hånd om os, for ja, de kaster os ud på dybt vand, hvor vi måske ikke føler, vi kan bunde, men vi ved også, at de står klar til at gribe os, inden vi føler, at vandet føles alt for dybt”, lyder det fra Peter.

Grebet er Peter blevet flere gange i løbet af sin tid på Oure. Ikke kun af lærerne, men også af de andre højskoleelever. Han er samtidig blevet udfordret i fællesskabet og har lært en masse af at bo så tæt med andre unge mennesker. Netop det tætte kostskolemiljø mener Peter er en af nøglerne til hans personlige udvikling.

”Hvis man bare kunne gå hjem, når man var færdig med sin undervisning, så kunne man vælge de gode ting til og de dårlige ting fra. Men fordi man bor her og konstant er sammen med de andre, er man tvunget til at tage det hele med. Det er mega hårdt og det giver nogle sammenstød og diskussioner, men man lærer også af det. Man lærer noget om ens egen rolle i fællesskabet og om andres, og det synes jeg virkelig har været fedt”, fortæller han.

Full Screen Højskole Dans Peter

Højskolen har reddet mit syn på mig selv
Peter er fra Nordjylland og havde aldrig overvejet at skulle andet end at være ingeniør i Nordjylland. Han var fint tilfreds med sin tilværelse og sin rolle i omgangskredsen. Der var dog en passion for dans, som trak i ham og førte ham til Oure. Han havde aldrig dyrket dansen før, men blev alligevel overrasket, da hans danselærer på Oure kunne mærke, at han var låst og begrænset, når han skulle udtrykke sig gennem dansen. Ret hurtigt gik det op for Peter, at hans syn på sig selv og på hans omverden, var det, der begrænsede ham.

”Når man danser, skal man være i stand til at danse sine følelser og udtrykke sig gennem dansen. Men hvis man ikke kan forstå sine egne følelser, kan man heller ikke danse dem”, fortæller Peter og fortsætter:

”Da jeg kom til Oure, troede jeg, at jeg havde forstået hele verden, men jeg kan nu se, at jeg egentlig bare havde lænket mig selv til min lille verden i Nordjylland og ikke været i stand til at se udover den. Det har jeg fået hjælp til her, og det er noget, der tydeligt viser sig i min dans. Jeg kan slet ikke genkende mig selv som danser nu og jeg ved, at jeg aldrig havde udviklet min dans så meget, hvis jeg ikke samtidig havde gennemgået den personlige udvikling, som jeg har”, fortæller Peter, inden han holder en kort pause og runder af:

”Jeg vil sige, at højskoleopholdet har reddet mit syn på mig selv. Jeg kender mig selv bedre og jeg ved hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil. Jeg har et meget mere åbent syn på andre mennesker og er åben for at møde andre perspektiver end mit eget”.

Peter er blevet så bidt af dansen, at hans plan er at søge ind på en 1-årig uddannelse. For at spare sammen til opholdet, skal han finde et ingeniørjob. To verdener, der for mange virke fjerne for hinanden, men ikke for den dansende ingeniør fra Nordjylland.