Nyhed

Hvordan overbeviser du en gymnasieelev om, at fortiden er relevant?

10. januar 2023

Image Article Morten Møller

Fotograf: Thomas Howalt Andersen

Morten Møller er historiker, forfatter og aktuel med en ny bog. Samtidig er han underviser på Oure Kostgymnasium, hvor eleverne holder ham på tæerne.

”Du skal stå tidligt op og vinkle skarpt for at overbevise en 19-årig gymnasieelev om, at fortiden er relevant og meningsfuld at beskæftige sig med”.

Sådan lyder det fra historiker, forfatter og underviser på Oure Kostgymnasium Morten Møller. Morten er aktuel med bogen Ud af ruinerne, som kort fortalt handler om den europæiske idé og den politiske vilje, der, efter to verdenskrige, var til at gå sammen i et europæisk samarbejde verden aldrig havde set før.

Når han ikke sidder koncentreret ved computeren og skriver faglitteratur, underviser han gymnasieeleverne på Oure i historie. En helt anden verden end den nørdede forskningsverden han kommer fra, men en verden, han ikke ville være foruden, og som er med til at holde ham på tæerne som formidler.

For det første er det jo fedt at være sammen med de unge mennesker. For det andet bliver jeg udfordret på, hvordan jeg formidler stoffet til dem, for du kan hurtigt se i deres blikke, hvis du har tabt dem. Jeg skal være meget skarp i min vinkling og formidling for at overbevise dem om, at historien er relevant at beskæftige sig med for at forstå nutiden”, lyder det fra Morten, som er glad for at blive udfordret, når han står i undervisningslokalet.

Tilfældigheder bragte Morten til Oure Kostgymnasium

Egentlig lå det ikke i kortene, at Morten skulle undervise gymnasieelever. De første otte år som historiker boede han i København og forskede i moderne historie på Det Kgl. Bibliotek. En anderledes arbejdsplads end det livlige miljø på Oure, som han kom til at sætte pris på.

I 2014 rykkede Morten med familien til Svendborg, men blev ved med at pendle til Det Kgl. Bibliotek i København. Et tilfældigt møde på Lundeborg Havn med den tidligere gymnasierektor på Oure Kostgymnasium, Philippe Sales, gjorde imidlertid Morten opmærksom på, at der også var spændende jobmuligheder på Sydfyn.

Philippes kone Line sad og arbejdede med ler i sit værksted på havnen, hvilket mine børn blev meget fascinerede af. Jeg faldt derfor i snak med Philippe, som opfordrede mig til at søge ind på Oure. Og det gjorde jeg så”, fortæller Morten, der nu har været ansat på en 50 % stilling i syv år. En ansættelsesgrad, der giver ham det arbejdsliv, han drømmer om.

Det jeg savnede som fuldtidsforfatter var et socialt arbejdsliv. Det var meget mit eget projekt og en masse timer foran computeren. Oure er et meget levende sted, og her får jeg alt det, jeg savnede før - både med eleverne og mine kollegaer”, fortæller han.

Et delt arbejdsliv holder mig skarp som underviser

Morten har inden for de sidste 12 måneder udgivet to bøger. Den første, Pigen fra Vejstruplund, har han anvendt som udgangspunkt for et længere tværfagligt forløb for gymnasieeleverne på Oure. Det er vigtigt for Morten, at det ikke er hans egne projekter, der definerer undervisningen, men at de kan være med til at inspirere til anderledes undervisning og ad den vej motivere eleverne.

Pigen fra Vejstruplund handler jo om det pigehjem, der lå i de bygninger, vi befinder os i nu. Så gymnasieelevernes hjem og undervisningslokaler blev pludselig relevante for dem på en helt ny måde, da vi gik i gang med det her projekt. Eleverne skulle under et besøg på Rigsarkivet i Odense selv finde relevante kilder og derefter formidle historien om Vejstrup Pigehjem som video eller podcast. Jeg har også på baggrund af originale kilder sat eleverne til at skrive skønlitteratur med udgangspunkt i pigehjemmets historie”, fortæller han.

Morten bruger ellers ikke som sådan sine egne bøger i undervisningen, men han bruger de temaer og de historier, der ligger forankret i bøgerne. Der er derfor også lavet tværfaglige forløb i fx historie, tysk og fransk om overgangen fra varm til kold krig og forsoningen mellem Tyskland og Frankrig efter Anden Verdenskrig. Det er nogle af de temaer, der er med i Mortens nye bog Ud af ruinerne.

Med disse undervisningsforløb håber Morten, at hans virke som historiker og forfatter kan bidrage med ny viden til eleverne – samtidig med, at det holder ham skarp på, hvordan han som underviser formidler et kompliceret stof til en gymnasieklasse. Han indrømmer da også, at det kræver lidt omstilling at gå fra undervisning i 1.G om formiddagen til at skrive forskningsbaseret faglitteratur om eftermiddagen.

Det jeg laver ved siden af, tager jeg med ind i undervisningen. Det er med til at holde mig skarp som underviser, med til at give mig ny viden som underviser, og det skal jo gerne komme vores elever til gode – altså synergien mellem de to arbejdsliv. Mine projekter kan forhåbentlig være med til at kvalificere vores undervisning”, fortæller Morten, der er vild med kontrasterne i sit arbejdsliv – og på sin sydfynske arbejdsplads.

”Vi er jo mange her på Oure, der kommer med erfaringer fra et arbejdsliv uden for skoleverdenen. Vi har også dansere, der har danset på store scener rundt om i verden, og som nu formidler dansen til en række gymnasieelever, som naturligvis er på et helt andet niveau. Det er det, som det her sted kan. Det er fyldt med kontraster – også mellem det boglige og den del, hvor eleverne dyrker deres sport, musik, skuespil eller dans. Men der er plads til det hele”, fortæller Morten, der også prioriterer at se eleverne i en danseforestilling eller en fodboldkamp, så han ikke kun oplever dem i undervisningslokalet.

Hvad næste bogprojekt bliver for Morten, er endnu uvist. Dog er det sikkert, at han efter to bogudgivelser på 12 måneder, ved siden af sin stilling på Oure, ser frem til en lille pause, når han og hustruen Helle om kort tid tager forældreorlov og rejser til Bali med deres tre børn.