Nyhed
20. oktober 2021
Foto: Marie Brandt
Naturen og vold mod kvinder er omdrejningspunktet, når en todelt danseforestilling af elever og undervisere på Oure Højskole ser dagens lys i november. Gratis entré for alle.
Fysisk og seksuel vold mod kvinder og kærlighed til naturen. Emner, der ligger langt fra hinanden, men som begge danner rammen for Oure Højskoles nye forestilling, som danselinjen nu turnerer med.
Danseunderviser på Oure Højskole, Ingrid Kristensen har i samarbejde med danseeleverne skabt og instrueret den ene del af forestillingen, som har naturen og de fire årstider i fokus. Forestillingen hedder ”Din og min fornemmelse for årstiderne”. Ingrid Kristensen glæder sig til at vise forestillingen og håber den kan være med til at inspirere andre unge dansere.
”Vi turnerer rundt i Danmark fordi vi vil nå ud til andre unge og inspirere dem til den performative verden. Forestillingen er bygget op omkring elevernes eget arbejde med bevægelser og musikalitet og de ting, de er optaget og fascineret af. På den måde er forestillingen spejlinger af de ting unge mennesker møder, udfordres og formes af”, fortæller danseunderviseren.
Forestillingen tager udgangspunkt i årstiderne og de følelser samt stemninger, der hertil forbindes. Der opleves forår, hvor naturen og unge mennesker blomstrer og udvikler individuel identitet. Sommer med masser af energi og kærlighed. Efterår hvor det dyriske kommer i spil. Og til sidst vinter med tegn af den såkaldte vinterdepression i form af en splittet og usikker identitet.
Musikken i forestillingen er “Eight Seasons” af Gidon Kremer og Kremerata Baltica. Stykket er en fusion af Antonio Vivaldi “De fire årstider” og Astor Piazzolla “Las cuatro estaciones porteñas”.
Den samlede forestilling begynder med et mindre værk Soleil Noir, som er skabt af danseunderviser på Oure Cirkeline Dahl og som sætter fokus på vold mod kvinder.
Soleil Noir er en performance, der med stemme og bevægelse undersøger tabet af retten til egen krop, til nydelse og frihed, samt rejsen mod at genfinde det tabte. Musikken er skabt af den amerikanske multiinstrumentalist og noise-kunster Lingua Ignota, der beskriver sine musiske værker som 'survivor anthems' efter seksuelle og fysiske overgreb.
Koreografisk arbejdes der i Soleil Noir med hænder og deres voldelige versus helbredende potentiale. Danserne bruger desuden deres egen stemme i rammesat sang-improvisation instrueret af korleder Alberte Veirum Larsen (elev på Oure højskoles musiklinje).
Hvor og hvornår vises forestillingen?
Varighed i alt 15 min + pause + 44 min Der er gratis entre ved alle forestillinger.
Gruppebilletter kan forudbestilles på ik@oure.dk. Enkeltbilletter afhentes ved døren fra 1 time før forestillingen starter.
Ved forestillingen på Bora Bora skal billetter bestilles på forhånd. Disse kan bestilles på Bora Boras hjemmeside.