Nyhed

Skolerne i Oures Spisehus er nomineret til Køkkenprisen 2021

15. september 2021

Image Article Spisehuset

Fotograf: Marie Brandt

Økologi, bæredygtighed og inddragelse af eleverne i madlavningen er hovedingredienser i Spisehuset på Oure, som nu er nomineret til Køkkenprisen fra Landbrug & Fødevarer.

Hvordan omstiller man et køkken til at blive bæredygtigt og tæt på 100 % økologisk, når man serverer mad for 1.000 elever og 250 ansatte tre gange om dagen året rundt? Den udfordring stod Skolerne i Oure overfor for år tilbage, da de målrettet gik i gang med at nedbringe Spisehusets klimabelastning og øge indtaget af økologiske råvarer. Nu er Spisehuset nomineret til Køkkenprisen, som uddeles af Landbrug & Fødevarer.

Det er gået stærkt på Oure, som allerede i 2019 fik tildelt det økologiske guldmærke, der betyder, at skolen som minimum serverer 90 % økologisk mad. I praksis er det tæt på 100 %. For i Spisehuset har de et klart mål. Der skal spises økologisk, der skal spises mindre kød og mere plantebaseret. Og vigtigst: Eleverne på skolen skal være med i processen. De skal være en del af maddannelsen og få mulighed for at udvide horisonten, så de kan opdage, og på sigt holde af, alternativer til kød, kartofler og sovs. Og det er ikke en let opgave, hvis man spørger leder af Oure Spisehus, Mads Simon Dreyer.

”Livet bliver jo ikke dårligere af, at vi spiser mindre kød. Men det er der mange danskere, der tror. Al forandring er svær og det er det selvfølgelig også for både vores elever og ansatte. Men vi er sikre på, at det her er vejen frem, hvis vi skal hjælpe vores klima og samtidig sikre en sund madkultur, så vi går forrest i kampen”, fortæller Mads, som er stolt af nomineringen til Køkkenprisen.

Hvordan får et stort skolekøkken råd til økologi?
Flere og flere danskere spiser økologisk, men for mange bliver prisen af afgørende betydning, når der skal vælges i køledisken. Økonomi er naturligvis også en stor faktor i Spisehuset på Oure, men faktisk har omstillingen til økologisk ikke haft betydning for Spisehusets samlede udgifter. Og det er der en helt klar årsag til: Der er blevet købt mindre kød og mere plantebaserede råvarer.

”Vi har jo en dobbelt opgave i Spisehuset. Vi skal selvfølgelig sikre, at alle får noget at spise og er mætte, så vores økologiske og bæredygtige profil må ikke gå udover mængden af mad vi kan indkøbe og servere for eleverne. Men når vi er så stor en skole, som, ligesom alle andre skoler, får støtte af staten, bør vi også tage et ansvar for at uddanne og maddanne vores elever, så de bliver bevidste om, hvilke konsekvenser deres madvaner og madvalg har for klimaet”, fortæller Mads og uddyber med et eksempel.

”Tag fx madspild, som jo er et kæmpe problem. Det tænker den enkelte måske ikke så meget over, men når der er rester fra 1.000 elever og 250 medarbejdere, bliver det pludselig tydeligt, hvor meget det betyder, at vi tænker over, hvad og hvordan vi spiser, så vi sammen kan passe på de ressourcer vi har på jorden”, lyder det fra lederen.

Om prisen

  • Køkkenprisen uddeles af Landbrug og Fødevarer på ‘Fødevaredagen’, der afholdes 28. september på Hindsgavl Slot på Fyn.
  • Kandidaterne er først og fremmest udvalgt efter, om de har en stærk økologiprofil, der kan være til inspiration for andre køkkener. Og så er der tale om køkkener, der har et ekstraordinært fokus på at lave god og velsmagende mad, hvor der er fokus på sæson, økologi, råvarer, bæredygtighed og målgruppen.
  • De andre nominerede er Madservice Aalborg, Centralkøkkenet Sødisbakke og Café Øst på Aarhus Universitetshospital.