”Runners high” er et fænomen mange løbere oplever på deres løbeture, hvor man pludselig mærker overskud, ekstra energi og glæde. Den fysiologiske forklaring er, at forskellige hormoner bliver udløst og skaber denne lykkefølelse i kroppen. I dette valgfag skal vi udforske, hvad man kan bruge løb til, og se om vi kan opnå ”runners high” eller måske bare finde glæden ved at løbe.
Vi skal prøve mange forskellige former for løb: restitutionsløb, udholdenhedsløb, intervalløb, AT-træning, og vi skal lave løbetests som fx coopers test. Faget tager udgangspunkt i praksis, hvilket vil sige, at vi skal være aktive og afprøvende. Valgfaget kræver ingen løbemæssige forudsætninger - alle kan være med uanset form og helbred.
Vi dykker også ned i træningsfysiologien for at få en større viden om de forskellige løbeformer, og hvad vi kan bruge dem til. Træningsfysiologien kan også hjælpe os med at forstå, hvad kroppen kan, i forhold til at komme i bedre form uden at blive skadet. Derudover skal vi arbejde med nogle målsætningsværktøjer og planlægningsværktøjer, som du også kan bruge, hvis løb skal være en del af hverdagen i din fremtid.
TILMELDING HØJSKOLE