Adventure Race: En kæmpe personlig udfordring

Den 5. august stillede jeg op i DM i masterdistancen indenfor adventurerace. Et løb som tog 29 timer. Man kan sige og fortælle meget om løbets sammensætning - hvor vi var henne, hvad vi så, hvordan vi lå i feltet. Om postplaceringer, om skiftene fra én disciplin til en anden. Men for at være helt ærlig, synes jeg, det er langt mere spændende at fortælle om noget af alt det, der foregik inde i mit hoved og under huden. Et væld af følelser – fra vild ekstase, glædesrus, høj energi til udmattelse, skrøbelighed og tårer i øjenkrogen.
 
Jeg havde høj energi fra start. Mine racemakkere, Carlo og Paal, havde høj energi. Jeg var så spændt, at jeg nærmest var kvalm. Mest af alt fordi jeg havde svært ved at forstå og rumme, hvad der ventede af indtryk de næste mange timer. Ved midnat blev vi skudt afsted og var nærmest hyper-opmærksomme på hinanden. Tjekkede hele tiden ind hos de andre. ’Er vi med? Er vi ok?’ Kommunikerede både med og uden ord. Jeg tror, det var vigtigt for os alle tre for at finde og lande hinanden og os selv i hver vores rolle på holdet.

Når mørket bliver tungt

Jeg har svært ved mørket. Jeg synes både, at det tænder en helt særlig energi og følelse i maven, men jeg synes også, at det er overvældende og alle mine sanser er på overarbejde. De første fire timers orienteringsløb i mørket testede mine grænser. Det nåede at skræmme mig, at jeg allerede kunne mærke mine tindinger dunke en smule så kort tid inde i løbet. Jeg er ualmindeligt stædig, på godt og ondt. For stædig til at bære tanken om at skulle bakke ud af løbet før tid. Det er vildt, hvad det gør ved mit overskud og mit fokus, at solen står op. Det gjorde den efter fem timer. På det tidspunkt var vi på inliners. Og min kvalme var forduftet.

Et hold i flow

Over de seneste timer var vi kommet ordentligt i gang og oplevede nu en følelse af flow. Det er noget af det, der bringer et smil på mine læber under et adventurerace. Både at være i flow med den sport vi udøver, orienteringen på kortene, men også i følelsen af at være et hold i flow. Den følelse blev testet, da vi senere på racet sad i hver vores kajak på vej gennem Københavns kanaler. Om morgenen blev jeg ramt af træthed for første gang. I kajakken. Først sagde jeg det ikke højt. Til sidst var jeg nødt til at indrømme over for mine holdkammerater, at de med jævne mellemrum skulle kalde efter mig, holde mig til ilden, for at jeg ikke faldt i søvn, mens vi roede derudaf.

2 minutters søvn kan gøre underværker

Det kan føles som et nederlag ikke at være den stærkeste og den der trækker mest – noget jeg bestemt ikke er god til at være i. Men jeg forstår mere og mere, hvad det vil sige at være del af et hold. Paal og Carlo greb mig med det samme. Efter at have kæmpet med at holde mig vågen i nogen tid, lagde de planen om, mens jeg sov. I 2 minutter. Det er utroligt, hvad det kan gøre at give lov til at knalde brikkerne i. Spændende og på sin vis skræmmende, hvad stædighed kan bane vejen for.

Efter 2 minutter var vi tilbage på sporet, i kajakken, på vej ud mod et gammelt skibsvrag, hvor der skulle fridykkes efter poster. Dér vågnede jeg – det var det rene kaos, nærmest ubehageligt. Vi kappedes om pladsen over vraget med flere af de deltagende hold, blev hevet og skubbet i af vind og bølger. De andre havde været i vandet længe og var efterhånden blevet smådesperate og kolde, hvilket tilføjede endnu et element af tumult til den i forvejen kaotiske situation. Vi råbte ad hinanden og blev råbt ad. Og jeg blev ramt af en følelse af at være meget lille, uerfaren og at være i vejen. Jeg er langt fra den dygtigste, mest hårdføre eller den, der er i bedst form – men det jeg oplevede gennem alle timerne, var at det ikke nødvendigvis er det, der tæller. Drengene var i vandet på skift – op og ned, op og ned i flere meters dybde. Derefter i strid modvind ind mod land og tilbage i rulleskøjterne.

Søvnunderskud og cykelstyrt

De næste mange timer strøg vi derudad fra den ene post til den anden. Med højt humør og i en rus af igen at være ovenpå. Indtil det blev mørkt igen. Nu var vi på mountainbike. Jeg begyndte først at fryse og derefter at blive ramt af sleepmonsters. Sleepmonsters er de hallucinationer og den forvirring man mærker under et race, når man er i søvnunderskud. Vi havde nu været i gang i over 24 timer, og jeg havde været vågen i langt flere. Drengene var på det her tidspunkt også pressede – både fysisk og mentalt - og vi forsvandt hver især mere og mere ind i vores egen verden. Kommunikationen mellem os var nu enten mumlen eller kontante beskeder. Jeg begyndte igen at falde hen, mens vi trampede igennem i pedalerne. Carlo har sidenhen fortalt mig, at jeg sagde nogle skøre ting i de timer. Det gjorde han for den sag skyld også.

Så faldt jeg. Ud over styret. Ikke at jeg slog mig slemt, men tårerne trillede ned ad kinderne og ville ikke holde op. Jeg har sjældent været så gal, for jeg var mest af alt fokuseret på ikke at tabe ansigt overfor de drenge, jeg havde løbet side om side med de sidste mange timer. Hvilket kun gjorde ondt værre. Det er en underlig og pudsig følelse at mærke, at man har filet paraderne så langt ned, at der ikke er mere tilbage til at holde dem oppe. Set i bakspejlet, synes jeg, at der går mere tabt ved at kæmpe indædt for at lægge skjul på det, der i øjeblikket fylder allermest.
Grebet af mine holdkammerater kom jeg op på cyklen igen og vi kørte på. Det nåede igen at blive lyst, inden vi trillede ind over målstregen. Her græd jeg igen, og da Carlo og Paal spurgte hvorfor, måtte jeg ærligt svare; jeg er overvældet.

En stærk holdånd

Jeg er stadig overvældet, men også stolt. Af mig og af mit hold. Imponeret over alle de andre racere, som er benhårde og dygtige. Over at man kan, hvis man vil. Det er kun en brøkdel af de følelser og de tanker, der flyver gennem hovedet under sådan et løb. Men det er værd at forsøge at sætte ord på. Og jeg synes, for alle andre, at det altid vil være det værd at give race, holdånd og udfordringerne sit bedste forsøg, hvis man tør – for det giver så meget igen.

Kunne du tænke dig at prøve kræfter med adventure på et højskoleophold?
Vi har opstart i august/september og i januar. Læs mere om adventure på Oure Højskole her.