Nyhed

Studenter fra Oure Kostgymnasium sætter kurs mod det græske øhav

28. juni 2021

Image Article 210628 Ourekost Sejlstudenter 9 EDIT

Foto: Marie Brandt

Efter tre års sejlads på Sydfyn, går turen nu mod Grækenland for fire nyudklækkede Oure-studenter. Drømmen er at blive endnu bedre sejlere.

Tre års undervisning som gymnasieelev og sejler på Oure Kostgymnasium er kulmineret i studenterlykke og fest. Når støvet fra lastbilturen og festerne har lagt sig, er fire sejlere fra Oure Kostgymnasium klar til at trække i arbejdstøjet igen. De har nemlig scoret sig en fed tjans i det græske øhav, hvor de skal sejle X-Yachts nye både.

Eleverne skulle have været på studietur til Grækenland i efteråret, men som så meget andet, blev turen aflyst på grund af corona. Derfor er de fire unge sejlere meget begejstrede for, at samarbejdet mellem Oure Sejl Akademi og X-YACHTING nu har givet dem denne mulighed.

”Hvis jeg ikke havde gået på Oure, havde jeg aldrig fået den her kontakt og jeg havde aldrig set det som en mulighed for noget, jeg kunne lave efter gymnasiet. Så der er enormt mange døre, der har åbnet sig ved at gå på Oure”, fortæller Malte Hjortkær, der sammen med Tobis Fuglsang, Christopher Starup-Hansen og Matilde Rosa Hansen snart drager mod Grækenland.

Verden ligger åben for de unge sejlere
Drømmen om livet på det åbne hav kan tydeligt ses i de fire studenters øjne. De er klar til at bygge ovenpå de kompetencer, de har tilegnet sig på Oure Kostgymnasiums linje for sejlads de sidste tre år. En linje vi ikke længere tilbyder på kostgymnasiet.  

”Vi gør det både for oplevelsens skyld og for at få erfaringen i at sejle de her både, som er større end dem vi er vant til. Oure har givet et godt grundlag for både at kunne sejle og for at rigge både til, som vi kommer til at gøre meget i Grækenland. Uden Oure havde vi ikke kunne gøre det her”, lyder det fra Tobias Fuglsang.

Erfaringen, der kan skabes i det græske øhav, er guld værd, hvis du spørger de unge sejlere. Det samme er det netværk de allerede nu er blevet en del af.

”Jeg vil meget gerne ud på langturssejlads – fx over Atlanten – og der har man brug for mange af de færdigheder, vi kan få i Grækenland, og som vi ikke så nemt kan få herhjemme, så det er super fedt, vi har fået den her mulighed. Det er også noget, der kan skabe et godt netværk indenfor sejladsverdenen”, lyder det begejstret fra Malte Hjortkær.

Image Article Kostgymnasium Sejlstudenter Nyhed
Image Article Kostgymnasium Sejlstudenter 2 Nyhed

Et netværk for livet
Netop ideen om, at sejlstudenterne får sig et netværk i Danmark og resten af verden, er vigtigt på Oure Sejl Akademi, hvor fokus ikke kun er på at gøre eleverne til dygtigere sejlere.

”Oure Sejl Akademi har en ambition om at klæde alle sejlere på til at kunne indtage den blå planet som et værdifulgt besætningsmedlem efter endt uddannelse på Oure Kostgymnasium. Men det at være sejler på Oure, er samtidig indgangen til et stort sejlernetværk, hvor man selv kan vælge kurs. Derfor er vi glade for, at vores samarbejde med X-YACHTING kan udvide elevernes netværk og give dem nogle unikke muligheder for at tilegne sig nye kompetencer, som skaber en langt bredere sejler", fortæller underviser i sejlads på Oure Kostgymnasium Johan Søgaard Hoff.

Oure Kostgymnasium ønsker de fire studenter tillykke med huen og god tur på de åbne have.