Nyhed
13. februar 2025
Hvordan går man fra at være en almindelig turist-skiløber til at undervise i offpiste-skiløb i Japan? For Jonas Wedege begyndte rejsen på Oure Kostgymnasium, hvor han som skielev fik åbnet en helt ny verden af muligheder på ski.
I 2023 fik Jonas Wedege sin studenterhue på hovedet foran Oure Kostgymnasium. Udover huen havde han også tre års skiløb og en skiinstruktøruddannelse med i rygsækken. En uddannelse han har gjort brug af siden.
"Som skielev på Oure blev der åbnet en helt ny verden for mig, som jeg slet ikke vidste fandtes. Vi lærte ikke kun at køre på pisterne, men fik undervisning i alt fra freeride (offpiste) til park og instruktøruddannelser. Den erfaring har gjort, at jeg har kunnet eksperimentere med min egen tilgang til skiløb”, fortæller Jonas.
På Oure Kostgymnasium kombinerer eleverne en almindelig gymnasial uddannelse med intensiv skiundervisning. Flere gange om året rykker undervisningen til Alperne, hvor skieleverne får mulighed for at forfine deres teknik i verdensklasse omgivelser. For Jonas var det et afgørende springbræt.
"Vi fik en kæmpe viden om skiløb gennem vores træning i Bad Gastein, og det gav os modet til at tage næste skridt," fortæller han. Efter sin tid på Oure var han og et par venner ikke i tvivl – de ville tage på sæson. Første destination blev Saalbach i Østrig, men de to af dem havde endnu større drømme: Japan – verdens mekka for offpiste-skiløb.
Jonas og hans gymnasieven fik job på en lokal skiskole i Japan, hvor de nu underviser i de berømte områder Rusutsu og Niseko. Hverdagen er en kombination af undervisning og at udforske Japans unikke skiterræn.
"En dag vågnede vi op til 27 cm ny sne natten over – det er det, man kalder 'Japow'! Vi bruger vores frihed til at udforske backcountry-områder og har blandt andet besteget Asahidake og Shiribetsu. Forhåbentlig bliver vejret snart godt nok til, at vi kan bestige Mt. Yotei – Hokkaidos svar på Mt. Fuji."
Det er netop denne type eventyr, som Oure giver eleverne muligheden for at forfølge. Med instruktøruddannelse, teknisk træning og en hverdag, der kombinerer sport og studie, får eleverne et solidt fundament til at tage deres skiløb videre ud i verden.
Når Jonas bliver spurgt, hvad han ville sige til en, der overvejer at starte på Oure Kostgymnasiums skilinje, er svaret enkelt:
"Gør det! Den fulde pakke, Oure giver dig – fællesskab, skioplevelser og erfaringsmuligheder – kan du ikke få andre steder. Og du behøver ikke engang at være en stor skiløber fra start. Jeg tør næsten garantere, at du bliver bidt af det!", lyder det fra den unge skiløber.
Vil du også tage din studentereksamen, mens du oplever verden på ski?
Læs mere om vores skilinje på Oure Kostgymnasium her.