Nyhed

Kontrasternes liv leves på Oure

17. marts 2022

Image Article Pigefodbold Galla 3

‘Et liv, der leves med 100 km i timen, men hvor der samtidig er tid og plads til alt’. Sådan beskriver fodboldelev Louise Schou Jansen fra 3.g livet på Oure Kostgymnasium.

Hun har ikke nok timer i døgnet, men synes alligevel, at livet på Oure er afslappende. Hun glæder sig til at få mere alenetid, når hun til sommer kan iføre sig studenterhuen og derfor stopper på skolen, men er bange for at føle sig ensom, fordi hun konstant har været omgivet af mennesker i fire år. Hun elsker at spille fodbold, men har nydt den pause, hun netop har taget fra sporten.

Kontrasterne er til at få øje på, når Louise sætter ord på de fire år, hun har tilbragt som fodboldelev på først Oure Efterskole og siden Oure Kostgymnasium. Fælles for det hele er dog, at hun mener Oure har formet hende, til den hun er i dag. 

”Jeg kan bedre lide den Louise, jeg er nu, end den jeg var, da jeg kom”, fortæller den unge jyde og holder en tænkepause inden hun fortsætter. 

”Når man flytter hjemmefra i så tidlig en alder, lærer man ting, som man måske ikke havde lært, hvis jeg var blevet hjemme i Viborg og havde valgt det lokale gymnasium. På Oure er jeg blevet bedre til at mærke mig selv, til at sige fra, og til at sige min mening, fordi jeg ved, at min mening betyder ligeså meget som alle andres”, lyder det fra Louise, som ikke havde regnet med at blive fire år på Sydfyn, da hun startede på efterskole. Hun fik dog hurtig opbakning fra sine forældre, da hun kom og sagde, at hun gerne ville fortsætte på gymnasiet. 

”Vi aftalte egentlig bare, at vi ville tage det et år af gangen. Ja, og nu er der så gået tre år”, siger hun og smiler.

Image Article Pigefodbold OKG Holdbillede

Man bliver hurtigt voksen på Oure

Det var fodbolden Louise kom for, men det er ikke det, der fylder, når hun kigger tilbage. 

”Jeg har trænet rigtig mange timers fodbold om ugen de sidste fire år. Vi har og har haft nogle virkelig dygtige trænere, så selvfølgelig har jeg forbedret mit spil, men det er ikke det vigtigste for mig. Det er mere, at jeg har fundet ud af, hvem jeg er som person. Jeg ved, hvem jeg er, og hvilke værdier, der er vigtige for mig”, fortæller Louise og fortsætter. 

”Jeg var vildt konfliktsky, da jeg startede her. Men når du går på Oure, hvor du er sammen med dine venner og medstuderede 24 timer i døgnet, kan du ikke bare løbe fra en konflikt. Du er nødt til at tackle den, og lade den anden part mærke, at du rent faktisk gerne vil forstå hans eller hendes synspunkt. Det er en kæmpe hjælp at have lært det i en tidlig alder”, fortæller hun. 

En pause fra fodbolden

For nylig mistede Louise motivationen for fodbold og havde slet ikke lyst til at spille. Men hvordan trækker man sig fra en sport som fylder så meget i ens hverdag, som står på skemaet mange gange om ugen og som er en af hovedårsagerne til, at man valgte et kostgymnasium med den linje? For Louise har det været overraskende nemt, men det havde det ikke været i starten af hendes ophold på Sydfyn. 

”Hvis det havde været i starten af gymnasietiden, havde jeg ikke taget pausen, for dengang kunne jeg slet ikke mærke mig selv, som jeg kan i dag. Jeg ville bare gøre alle glade, og derfor var jeg helt sikkert bare fortsat. I dag tør jeg stå ved, hvordan jeg har det og jeg tør sige det højt. Måske fordi jeg kan mærke, at der er plads til det”, fortæller Louise, inden hun fremhæver en anden vigtig grund til, at hun turde tage en pause fra sporten. 

”Allan (Louises fodboldtræner). Han har været en stor støtte i det her og givet mig tid til at finde tilbage til fodbolden uden at presse på. Det har været så godt for mig”, fortæller hun. 

Image Article Pigefodbold Galla Veninder
Image Article Pigefodbold OKG Alléenjpg

Birkenstock og ingen makeup

Louise er nu tilbage på fodboldbanen, men det er stadig stemningen, der skaber mest glæde hos hende. Oure-ånden, som mange elever kalder det. Og det kan ifølge Louise være svært at forklare sådan en ånd. 

”Det handler jo om mange små ting. Fx at jeg kan rende rundt i joggingtøj, Birkenstock og ingen makeup, for det betyder ikke noget på Oure. Selvfølgelig er der plads til glimmer og sparkle, hvis du er til det, men det er ikke noget, du behøver, og det synes jeg er så afslappende. Jeg kan jo bare stå op, vælte ud af sengen og gå til undervisning. Der er ingen grund til at stå op en time før for at gøre sig klar”, fortæller hun.

Louise kigger drømmende ud i luften og kommer i tanke om en anden ting, hun kommer til at savne. Den summen af liv, som er overalt på Oure. 

”Du er aldrig rigtigt alene. Der er altid en summen af liv, og hvis du har lyst til selskab, skal du aldrig gå ret langt. Om aftenen tænker jeg tit på hvor rart det er, at jeg ikke ligger alene i min seng hjemme i Viborg, men jeg bare kan gå ind ved siden af og så har jeg mine veninder og vi kan ligge sammen i sengen og se et eller andet i TV. For mig viser det ret godt det fællesskab og sammenhold, der er på sådan en kostskole, hvor vi er sammen altid og både kan heppe på hinanden og trøste, hvis der er brug for det”, lyder det fra viborggenseren. 

Image Article Pigefodbold Galla
Image Article Pigefodbold Galla 4

Klar til næste skridt

Da vi afslutter samtalen kommer kontrasterne frem igen. Louise føler sig klar til at forlade den sydfynske mark, der de sidste fire år har været hendes hjem. Men stilheden væk fra Oure skræmmer hende. 

”Før jeg kom på Oure, havde jeg brug for tid for mig selv hver eneste dag, men nu er jeg næsten aldrig alene. Jeg er faktisk lidt bange for at føle en tomhed og ensomhed, når jeg er færdig til sommer”, fortæller hun. 

Heldigvis bliver der ikke helt stille. Louise flytter til København med sin kæreste, som hun mødte på efterskolen og som de sidste tre år også har gået på Oure Kostgymnasium. De har haft samme aftale, som hun havde med forældrene. Ét år af gangen. 

”Vi vidste jo ikke, hvordan det ville blive og vi var virkelig unge, da vi startede, så vi aftalte bare at tage ét år af gangen. Men nu er der gået tre år, og jeg flytter til København sammen med ham til sommer”, lyder det glad fra den snarlige student.  

Vil du læse mere om mulighederne for at gå på Oure Kostgymnasium? Klik her.

Image Article Pigefodbold Galla Kæreste