Nyhed

Tag din mountainbike-uddannelse til nye højder på Oure Højskole

07. november 2022

Image Article Højskole Mountainbike

Sammen med den professionelle mountainbike-atlet Mads Weidemann har Oure Højskole udviklet ny mountainbike-uddannelse. Som højskoleelev kan du nu blive basis-instruktør på niveau 1 og 2.

Der er fart over feltet på på Oure Højskole. Det har længe været muligt at tage flere forskellige instruktøruddannelser i løbet af et højskoleophold, og nu er der tilføjet en ny: En Mountainbike basis-instruktøruddannelse på niveau 1 og 2. Uddannelsen er udviklet i samarbejde med ejer og stifter af Mountainbike Akademiet, Mads Weidemann, som også er professionelle mountainbike-atlet.

Niveauerne i uddannelsen er kendt fra basis ski-instruktøruddannelsen, der udbydes af Den Danske Skiskole, som Oure Højskole har et tæt samarbejde med. Den Danske Skiskole har da også været sparringspartnere i tilblivelsen af den nye MtB-uddannelse, som ifølge adventureunderviser på Oure Højskole, Rasmus Carlo, er både intens, sjov, udviklende og krævende.

Det har længe været et ønske fra højskolens linjer for adventure og ski at udvide repertoiret og give eleverne endnu flere muligheder, som de kan tage med sig efter endt højskoleophold. Der er derfor stor glæde at spore hos Rasmus Carlo, der underviser i adventure og Morten Lund, der underviser i ski.

”Vi har ønsket at hæve niveauet for vores kommende instruktørelever, og med Mads er vi sikre på, at vores uddannelser på Oure er løftet til et højere niveau. På Oure kan du nu både udvikle dig menneskeligt, få perspektiv på livet og blive klogere på dig selv, alt imens du udvikler kompetencer indenfor dine passioner, som fx mountainbike, kajak, klatring eller ski”, fortæller de to stolte højskolelærere.

Også Mads Weidemann er begejstret for den nye uddannelse.

Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, så jeg er meget glad. Det er blevet en virkelig fed uddannelse, hvor barren er hævet. Alle kan være med, men uanset hvor god du er til at køre mountainbike, skal du stramme balderne for at komme igennem uddannelsen. Til gengæld kan du komme i rigtig god form, du kan blive en dygtig formidler og et forbillede for andre, der er grebet af mountainbike”, fortæller han. 

Et sabbatår med mulighed for mere end sjov og ballade
Mange unge tager på højskole i deres sabbatår. For Rasmus Carlo og Morten Lund er det vigtigt, at eleverne har et fedt ophold på Oure med alt det et højskoleophold indebærer af dannelse, sociale arrangementer og personlig udvikling. Det er dog også vigtigt, at eleverne har mulighed for at tilegne sig kompetencer, som kan bruges, når opholdet på højskolen er slut. Og det kan de med den nye MtB-uddannelse, og de mange andre instruktøruddannelser, som kan tages på Oure.

Mange af vores elever har et ønske om at tilegne sig nogle færdigheder inden for sport eller performing arts, når de kommer på højskolen. Flere af dem udvikler undervejs en drøm om at give de færdigheder videre som fx efterskolelærer, højskolelærer eller instruktør rundt omkring i verden. Derfor er det så vigtigt for os, at eleverne får den bedst mulige instruktøruddannelse hos os, så alle muligheder er åbne, når de først står med beviset i hånden og skal vælge deres næste skridt i livet”, fortæller Rasmus og Morten.

Indtil videre er det kun Oure Højskole, der tilbyder den nye MtB-uddannelse.

Lyder det som noget for dig? Der er stadig ledige pladser på både adventure og ski med opstart til januar. Læs mere her.